Krisen uden ende

Gennem de kommende uger vil VU’s Udenrigsudvalg, med udgangspunkt i den seneste Gaza-krise, give et indblik i den snart 50’årige konflikt. I denne første af 3 artikler vil vi give et historisk tilbageblik og forsøge at beskrive, hvorfor netop denne krise føles så uløselig og kompleks.

Siden Balfour-erklæringen i 1917, der stillede det jødiske samfund i Palæstina et nationalt hjem i udsigt, har der fundet gentagne spændinger sted mellem jøder og palæstinensere.
Staten Israel oprettedes i 1948, hvor territoriet blev erklæret uafhængigt af England. Herefter følger en række militære, territoriale og humanitære kriser både mellem den nyoprettede stat og de omkringliggende nabostater, men også mellem israelere og palæstinensere. Her følger en kort gennemgang af de væsentligste begivenheder:

Overlegen israelsk sejr

Det første store militære sammenstød fandt sted i 1956 under Suez krisen, der omhandlede Ægyptens nationalisering af Suez-kanalen. Allerede i denne krise, var storpolitiske magter som USA, Storbritannien og Sovjetunionen indblandet.

I 1967 valgte Ægypten at blokere Tiranstrædet, hvilket forhindrede israelske skibe i at nå frem til havnebyen Eilat. Længere tids spændinger, der bl.a. indeholdt adskillige Ægyptiske og Syriske ønsker om staten Israels udslettelse, blev udløst i en voldsom krig. Til trods for gentagne Israelske forsikringer om, at Jordan ikke ville blive involveret i konflikten, såfremt de ikke angreb Israel, valgte Jordan den 5. juni 1967 at beskyde bl.a. Jerusalem og Tel-Aviv. Samtidig valgte Syrien at bombe israelske landsbyer og den syriske hær angreb med både fly og artilleri fra nord.
På den ene side stod Israel og på den anden side stod Jordan, Syrien og Ægypten. Ydermere bidrog Iran og Saudi Arabien med økonomisk bistand.
På trods af en samlet arabisk styrke på 465.000 tropper, 2.880 tanks og 810 fly, hvilket svarede til det dobbelte af Israels militære styrke, lykkedes det Israel at afgøre krigen i løbet seks dage – deraf navnet.
Krigen manifesterede Israels militære overlegenhed, og de erobrede Vestbredden og Østjerusalem (Jordan), Gazastriben og Sinaihalvøen (Ægypten) samt Golanhøjderne (Syrien).

Resolution 242

En af de mest gennemdiskuterede, og ofte misforståede akter i konflikten, er FN’s resolution 242, der blev vedtaget efter seksdagskrigen d. 22. november 1967. Resolutionen blev vedtaget enstemmigt af sikkerhedsrådet, hvor bl.a. Danmark var blandt de ikke-permanente medlemmer. Selve resolutionen fylder mindre end en A4-side, men er blevet fortolket på vidt forskellige måder af de to parter. Palæstinenserne og den arabiske verden hævder, at resolutionen kræver, at Israel trækker sig tilbage til grænsen mellem Jordan og Israel før 1967, den såkaldte ”Grønne Linie”. Israelerne hæfter sig ved, at dette ikke er specificeret i resolutionen, samt at resolutionen kræver, at Israels naboer anerkender den jødiske stat, garanterer dens sikkerhed, og respekterer dens grænser.
I den hjemlige politik er resolution 242 et tilbagevendende emne specielt i § 20 spørgsmål til udenrigsministeren.

Det efterfølgende årti fik for Israels vedkommende en blodig indledning, da terrorgruppen Sorte September dræbte den Israelske olympiske delegation, ved legene i München 1972. Året efter fulgte Yom Kippur krigen. Syrien og Ægypten overraskede Israel, da de i ly af mørket natten til d. 6.oktober stormede frem over Sinaihalvøen og Golanhøjderne, for at erobre de tabte områder tilbage. Overraskelsen lå i, at israelerne festede i anledningen af helligdagen Yom Kippur, og derfor ikke regnede med et arabisk angreb. Efter vanskeligheder i starten, lykkedes det Israel at bryde igennem de Syriske og Ægyptiske linier, og ved krigens afslutning den 26. oktober stod de israelske troppe nær ved henholdsvis Cairo og Damaskus.

Fred med Ægypten og Oslo-aftalerne

Ægypten valgte som følge af store tab under Yom Kippur-krigen at indgå en fredsaftale med Israel i 1979, hvor Israel afgav Sinaihalvøen. Denne fredsaftale holder stadig den dag i dag.

Indtil nu havde konfliktens hovedparter været Israel og de omkringliggende stater, men dette ændrede sig med den første intifada fra 1987 til 1992. Intifadaen (arabisk for oprør, eller ”at ryste snavset af sig”) begyndte i Jabalaya flygtningelejr i Gaza den 9. december 1987, hvor palæstinensere gjorde oprør imod det israelske styre. Herfra eskalerede volden fra begge sider. Først med Oslo aftalen i september 1993 fik man standset intifadaen. Her nåede man til enighed om en aftale, der tildelte det palæstinensiske folk Gazastriben og byen Jeriko på Vestbredden. Hermed var det palæstinensiske selvstyre skabt. Oslo-aftalen var gennemgribende, da Israel og PLO for første gang anerkendte hinandens eksistens. Aftalen kom i hus mellem Yitzhak Rabin og Yasser Arafat med Bill Clinton som forhandlingsleder. I 1995 blev aftalen fulgt op af den såkaldte ”Oslo 2 aftale”, der sikrede palæstinensisk selvstyre i seks byer og 450 landsbyer på Vestbredden.
Aftalerne var dog ikke lig med fred. Efterfølgende har specielt den anden intifada i 2000 (al-Aqsa intifadaen), konflikten med Hizbollah i 2006, samt vinterens netop overstående konflikt været blodige kapitler i den evige konflikt.

Lys forude?

I øjeblikket forsøger forhandlingsleder Benjamin Netanyahu at sammensætte en regering. Netanyahu udelukker ikke en palæstinensisk stat, og det bliver utrolig spændende at følge den kommende regerings forsøg på at bringe freden nærmere. Dette kompliceres yderligere af retorikken fra Hamas og Iran, der forsat ønsker at fjerne Israel fra landkortet. Samtidig hviler der et stort pres på Barack Obama og Hillary Clintons skuldre, da USA utvivlsomt skal spille en vigtig rolle.

Dette var første artikel i Udenrigsudvalgets serie om Israel-Palæstina. Næste gang bringer vi et interview med Kasper Elbjørn, pressechef i Saxo Bank, EP-kandidat for Venstre og en mand med et indgående kendskab til israelsk politik. Han giver sit bud på årsagerne til den seneste konflikt.