Mchangama om frihedens fremtid

5. juni 1849 blev de første danske frihedsrettigheder lovfæstet i grundloven. Der er den personlige friheds ukrænkelighed, boligens ukrænkelighed, ejendomsrettens, ukrænkelighed, næringsfriheden, trykkefriheden, forsamlingsfriheden samt religionsfriheden. Grundloven er stadig den gældende lov i Danmark, men er de danske politikere i virkeligheden klar over dette?

Hvis vi tager et kig på hvad der i løbet af de seneste år er sket på det frihedsmæssige område, så kan med rette gøre sin tvivl. Vi har fået en hævelse af alderen for at købe cigaretter. Vi har fået overvågning af offentlige rum. Desuden har vi fået et rygeforbud på værtshuse. Bare som eksempler. Men hvordan kan det være, at de danske politikere opsætter denne forbudsjungle? Jeg har taget en snak med chefjurist ved CEPOS, Jacob Mchangama, om netop dette emne.

Mchangama er af den overbevisning, at ”Politikere mere end noget andet ønsker at signalere handlevilje i et demokrati som vores, hvor medierne spiller så stor en rolle. Hver gang noget præsenteres som et problem i medierne føler politikerne behov for at markere en holdning eller løsningsforslag. Også selvom det måtte gå udover den personlige frihed.”

Det samme kan man se sig udspille for tiden, hvor den politiske dagsorden præget af den globale opvarmning, finanskrisen og terrortruslen. Her mener mange politikere, at de skal ind og krænke befolkningens frihed for at komme ud af finanskrisen. Mchangama mener, at ”den største udfordring er at få en bred folkelig forståelse af, at mere statslig indblanding ikke altid er løsningen, på alle mulige nok så store problemer. Rent faktisk kan politiske løsninger, der lyder fornuftige ofte gøre problemerne større. Det er en udfordring der er særlig stor og svær i lyset af finanskrisen.”

Med denne store dagsorden kan man med rette blive bekymret på frihedens vegne. For hvordan vil det ikke se ud om ti til femten år? Vil vi opleve en yderligere indskrænkning af friheden for den enkelte? Mchangama ”er bange for at det er den retning vi går i. Både når det kommer til terrorlovgivning og initiativer mod bandekriminalitet. Men også når det kommer til forbud og påbud.”

Til slut giver Mchangama Venstres Ungdom en opfordring, om at vi ” kan forsøge at overbevise moderpartiet om det forkerte i at begrænse den personlige frihed ud fra et misforstået ønske om at beskytte borgerne mod sig selv”. En opfordring som vi kan tage med ud i kampen for at få vores frihedsrettigheder tilbage, som første prioritet.