ØD er socialistisk vrøvl!

I alt for langt tid har Socialistisk Folkeparti reddet på en bølge af fremgang. Det startede alt sammen med de berømte ord fra Villy om, at mørkemænd og andre skulle ”skride ad helvede til”. Lige pludselig talte alle om et folkeparti, der både var regeringsklar og højredrejet. SF blev pludseligt betragtet som et økonomisk ansvarligt parti, der kunne støtte både bankpakker og ønskede at indgå i et skatteforlig. Partiets seneste udspil på det økonomiske område viser dog, at alle de pæne ord om partiet rammer ved siden af målet – alt er i virkeligheden ved det gamle: Socialistisk Folkeparti er og bliver et venstreorienteret parti med en socialistisk politik.

Udspillet, der er tale om, er selvfølgelig forslaget om indførsel af Økonomisk Demokrati (ØD) på arbejdspladserne. Mere konkret: At medarbejderne i en virksomhed skal have lov til at bestemme, hvad en del af overskuddet skal bruges til. Dette i sig selv kan være fint nok, hvis virksomhederne selv fuldstændigt frit beslutter sig for en sådan virksomhedsstruktur, men forslaget fra SFs hovedbestyrelse er, at dette skal indføres med tvang på alle arbejdspladser. Her er der tale om en klar krænkelse af den private ejendomsret, der sikrer, at virksomhederne selv må beslutte, hvordan virksomhedsstrukturen skal være og ejerne selv må bestemme, hvad overskuddet skal bruges til. Det er en farlig glidebane, hvis man ønsker at gribe så radikalt ind i markedet. Uden en beskyttelse af den private ejendomsret ødelægger man markedet, hvilket vil påvirke vores samfund i en negativ retning. Problemet er, at virksomhederne bliver nødt til at tænke på, hvordan de bedst forvalter overskuddet i forhold til de markeder, de er en del af. Virksomhederne er nødt til at træffe de rationelle rigtige beslutninger, hvis de vil klare sig på markedsvilkårene. De ansatte vil ikke have samme incitament til at tænke på virksomhedens bedste, hvorfor vi altså med al sandsynlighed vil se tab af velstand, fordi overskuddet bliver forvaltet på en forkert måde. Man kan ligesom De Radikale spørge sig selv om, hvorvidt de ansatte så også skal dække for et evt. underskud?

Hvis de ansatte i virkeligheden ønsker mere medbestemmelse på arbejdspladsen, må de ansatte benytte sig af markedsmekanismerne: Efterspørge arbejdspladser med mere medbestemmelse, hvilket er helt legitimt. Men tænk tvangsscenariet igennem igen: Hvis jeg betaler en anden person for at udføre et stykke arbejde for mig, jeg senere hen kan tjene flere penge på og dermed skabe et overskud, hvilket moralsk argument er der så for, at personen skal have en del af disse penge? Lønnen, jeg betaler personen for at udføre arbejdet, er frivilligt accepteret af begge parter på et frit marked. Der er altså ikke tale om, at nogen personer bliver udbyttet på nogen måde. Hvis man mener, man har fortjent flere penge, må man kræve en højere løn. Hvis man mener, man skal være med til at bestemme over virksomheden, må man starte sin egen eller tage arbejde i virksomheder, hvor medarbejderne har en høj grad af medbestemmelse.

Det socialistiske vanvid stopper dog ikke her: SF ønsker også en statsbank, der ifølge Ole Sohn skal sikre en langtidsholdbar samfundsudvikling uden hensyntagen til profit. En nationaliseret bank er dog en vanvittig idé: Man skal ikke have politikere, der på den ene eller anden måde kan bestemme udviklingen inden for et så vigtigt markedsområde som banksektoren. Politisk indgriben i markedet har altid været og vil altid være en dårlig idé, fordi politikere tror, de er klogere end markedet. Det er selvfølgelig en fejlagtig opfattelse. Tværtimod burde man sørge for at fjerne de mange reguleringer af banksektoren, der tilskynder bankerne til at føre en risikabel forretning.

Hele sagen viser med al tydelighed, at oppositionen er splittet i sin økonomiske politik. Hverken Socialdemokraterne eller Det Radikale Venstre har kunnet støtte forslaget om økonomisk demokrati på arbejdspladserne. Alligevel arbejder begge partier for en S-SF-R regering efter næste valg. Det er ganske uforståeligt – på grænsen til det useriøse – at et rimeligt reformvilligt parti, som Det Radikale Venstre er, ønsker at sidde i regering med et parti, der ønsker at føre en urealistisk socialistisk politik, der gennem historien har vist sig at være uholdbar. Vil folk virkelig have en regering, hvor der er stor uenighed om den økonomiske politik? Vil folk virkelig have en regering, hvor det ene parti er tilhænger af en socialistisk planøkonomi, historien har vist er ubrugelig?

Villy Søvndal og Ole Sohn prøver med næb og kløer at højredreje SF og bekæmpe de socialistiske tendenser i baglandet og landsmødet vil vise, om de har held med det. I Venstres Ungdom er holdningen dog klar: Vi ønsker ikke en socialistisk planøkonomi, hvor den private ejendomsret bliver krænket. Vejen ud af finanskrisen er gennem markedet – ikke ved at regulere det yderligere.