Konvent i det liberale parti i Canada

Jeg vil her fortælle en historie om, hvad Venstres Ungdom helt konkret har givet mig af muligheder dette forår. Jeg vil dog starte ved begyndelsen af mit venskab med Richard Diamond.

Før det foregående folketingsvalg afholdte VU to valgkampsseminarer for ressourcepersoner i forhold til valget. Det ene blev afholdt sammen med Venstre i Odense, det andet blev afholdt på VU’s sekretariat. Til seminaret der blev afholdt på sekretariatet var der indbudt to unge mænd, en fra USA og en fra Canada, til at fortælle om, hvordan man fører valgkampagne disse steder i verden. Canadieren, Richard Diamond, var formand for det liberale partis ungdomsafdeling i Canada, YLC. Efter en lang dag med undervisning er ganen tør, og vi endte på Caribbean Club, hvor vi fik et par øl og enkelt mojito’s. Jeg kom i snak med Richard, og via facebook har vi holdt kontakten ved lige siden. Derfor var der ikke noget underligt i, at Richard skrev til mig for knap to måneder siden; han kom til København et par dage i juli, og ville høre om jeg havde tid til at mødes over en kop øl. Vi kom til at snakke, og han endte med at invitere mig til Canada, til det liberale partis konvent. Efter at have vendt invitationen med både chef, bank og min lokalforening, valgte jeg at takke ja.

Jeg var ret spændt torsdag 30. april om morgenen da jeg skulle af sted. Jeg havde aldrig rejst så langt før, og så skulle jeg endda rejse helt alene. Turen gik heldigvis smertefrit, selvom de canadiske toldere udspurgte mig om formål med og længde af min rejse. Jeg tog en taxa fra lufthavnen til hotellet jeg skulle bo på sammen med Richard og nogle af hans venner. Efter at have hilst på de nye mennesker, at have stillet uret 9 timer tilbage og have tjekket ind på hotellet var det tid til frokost. Så vi gik på jagt efter en sushi-restaurant. Har fik vi all-you-can-eat sushi sammen med nogle tidligere topfolk i YLC og nogle udsendinge fra andre liberale partier rundt om i verden, tilhørende organisationen Liberal International.

Efter frokosten var det tid til at tjekke ind på selve konventet. Der var over 20 skranker, halvdelen engelsk-talende, den anden halvdel fransk-talende. De havde lige haft problemer med computer-systemerne, så der var lidt ventetid før jeg fik mit adgangstegn og et program.

Torsdag var der ikke det store på det officielle program, så dagen gik med at møde en masse mennesker. Aftenen bød på en såkaldt ”hospitality-suite”, som i al sin enkelthed er en betalt fest, som et led i partiets interne valgkamp. Denne suite var for kandidaten til lederskabet af YLC, Sam Lavoie. Der var konstant 150 mennesker i den lejede hotel-suite, og der blev hele tiden skiftet ud. Baren var fyldt og betjent af en professionel bartender. Efter næsten 37 timers vågenhed måtte jeg give op, og tage tilbage til hotellet for at finde min seng.

Det må siges, at de virkelig ved, hvordan man fører interne valgkampe. Der var hospitality-suites alle mulige (og umulige) steder rundt omkring i byen, og det var bare at tage turen rundt. Alle havde badges, t-shirts, skilte, plakater osv. Det var næsten som en rigtig valgkamp i Danmark.

Den næste dag deltog jeg i nogle af de officielle ting, blandt andet den officielle åbning af konventet. Jeg snakkede også kampagne-strategi med en gut som har arbejdet på Obama’s kampagne gennem nogle år. Han havde mange guldkorn, som jeg helt sikkert vil kunne bruge fremadrettet.

Denne aften måtte jeg gå tidligt i seng, for jeg var stadig ramt af jet-lag.

Lørdag var den helt store dag på konventet. Efter nogle forskellige møder og taler, som kan være svære at følge med i, fordi de lige pludselig siger 3-4 linjer på fransk, og jeg ikke kan meget mere end 5-6 gloser på fransk, var vi på en meget fin restaurant, som åbenbart var meget dyr. Jeg havde svært ved at skjule, at jeg syntes det var ret billigt. En burger med fritter og en cola her kostede det samme som en mellem McD-menu i Danmark.

Vi vendte tilbage til genstarten af konventet, hvor jeg fik lov til at gå med i et optog efter det liberale partis politiske leder Michael Ignatieff igennem salen, hvor han blev hyldet. Det var en super vild oplevelse. Der var uddelt store skilte med teksten Libéral, og ”torden-rør”, de rør man kender fra f.eks. håndboldkampe, som man kan slå mod hinanden, så de larmer. Selv nogle af de ældste folk i salen dansede på stolene, og hamrede løs med deres torden-rør. 3000 glade mennesker der synger, danser og råber var en ret vild oplevelse. De forstod virkelig at skabe gejst.

Der sad jeg så, helt oppe foran scenen, mens først Bob Rae, og dernæst Michael Ignatieff holdt deres taler. Det gav en masse motion, fordi menneskemængden rejste sig hele tiden, når der blev ytret populære ting fra scenen. Efter Ignatieff’s tale skød der konfetti ud over det hele, musikken spillede for fuld drøn, alt imens vi igen gik i optog ud af salen, mens Ignatieff hilste på en masse af de liberale canadiere.

Det mest overraskende for mig ved salens indretning var, at der var tre små tv-studier i hver side af salen. Komplette studier med sminkør, 2-3 kameraer, lys, egne værter osv., som sendte budskaberne ud over landet. Det var noget lidt andet, end hvad vi er vant til fra Venstres landsmøder hjemme i Danmark.

Lørdag aften var der kæmpe fest i den nærliggende Stanley Park. Festen var sponsoreret af et lokalt bryggeri og bød blandt andet på drag-queens, grillmad og drinks til $2 CAD, svarende til under 10 dkr. Jeg mødte både parlamentsmedlemmer og senatorer, og fik i det hele taget netværket lidt. Blandt andet mødte jeg også Paola Silva, formanden for den internationale liberale ungdoms-paraplyorganisation IFLRY.

Denne storslåede aften afsluttede et konvent, som jeg gerne besøger igen om to år, når det igen er tid til at vælge ledere til det liberale parti.

Alt dette fordi jeg deltog i et valgkampsseminar på VU’s sekretariat i København…

Som bonus-info kan det lige nævnes, at Sam Lavoie blev formand for YLC. Nogle af hans stemmer blev kendt ugyldige, og således kom han til at stå lige på stemmer med den anden kandidat John Lennard. Valget blev så afgjort af plat-eller-krone, til Sam Lavoie’s fordel. Utroligt, men sandt.