Valget derpå

Den sidste stemme er afgivet, de personlige stemmetal opgjort og flere ugers valgkamp overstået. Resultatet viser, at danskerne har truffet en række overraskende valg, som vil komme til at præge debatten om Europa de næste år. Socialdemokraterne går tilbage med et tocifret procenttal, men fejrer alligevel resultatet som en ubetinget sejr. Både Junibevægelsen og Det Radikale Venstre får ikke pladser i parlamentet, hvilket betyder at Junibevægelsen endegyldigt lukker og slukker. Venstre får en mindre fremgang og beholder dermed sine tre mandater. Valgets ukronede vinder er Morten Messerschmidt, der i spidsen for Dansk Folkeparti kan notere en solid fremgang og et ekstra mandat.

Dagene efter afstemningen kan med rette anvendes til at kaste et kritisk tilbageblik på valgkampen og dens forløb. Det mest kontroversielle element i valgkampen er utvivlsomt den nationalistiske drejning, som har domineret debatten fra start til slut. Konkret er den nationalistiske strømning kommet til udtryk gennem, specielt Dansk Folkepartis, fokus på Metock-dommen, Danmarks ret til selvbestemmelse på flygtninge- og indvandreområdet og et krav om genindførsel af grænsekontrollen. Dermed er den danske nationalfølelse blevet sat i højsædet til fordel for den reelle diskussion om Europas problemområder. Desværre har kandidater fra både højre- og venstrefløjen fokuseret på emner som i nogen grad har været nærværende for familien Danmark, men som EU-parlamentet ikke har den store indflydelse på. Således er flere spidskandidater gået til valg på at afskaffe landsbrugsstøtten og eliminere EU-parlamentets rejsecirkus imellem Strasbourg og Bryssels. Begge forslag er medvirkende til at udstille EU-systemets svaghed og mangler, og fremmedgøre det europæiske fællesskab overfor vælgerkorpset. Desværre er det samlede politikerkorps gået i fælden og har lovet mere end de kan holde. Dermed har man undladt at fortælle den ”gode historie” om, hvad det europæiske fællesskab kan blive, hvis man får rettet op på de bureaukratiske fejl og demokratiske mangler, der præger det nuværende samarbejde.

Det bør derfor ikke komme som den store overraskelse for de etablerede politiske partier, at det EU-skeptiske Dansk Folkeparti har udnyttet debatten til at opnå yderligere fremgang.

For Venstres Ungdom er ideen om det europæiske fællesskab baseret på fred, frihandel og fremgang. Det er derfor ærgerligt, at debatten om fremtidens Europa ikke har omhandlet Europas reelle udfordringer, men i stedet er forsvundet i indenrigspolitisk tågesnak.  Det væsentlige drejer sig om en union, hvor væksten er gået i stå, den demokratiske proces blevet afsporet, og hvor samarbejdsformen bliver mere og mere gennembureaukratiseret. Unionen har brug for et gennemgribende servicetjeck. Et arbejde som de folkevalgte politikere må påtage sig. Et enkelt lyspunkt i debatmørket er dog stemmeprocenten, som nåede et flot niveau.

Konklusionen på valgkampen er derfor, at specielt de borgerlige partier skylder at bruge de næste måneder på at anspore en konstruktiv debat om fremtiden for EU. Samarbejdet står foran så voldsomme økonomiske og demokratiske udfordringer, at parlamentet vil miste den tilbageværende legitimitet, hvis den hjemlige debat ikke løfter sig fra det navlefikserede nationale niveau og i stedet behandler unionens reelle problemer.