De første 100 dage

De første hundrede dage er gået siden Lars Løkke Rasmussen overtog statsministerposten, og blev den tredje ”Rasmussen” i spidsen for Danmark. Venstrefløjen har beskyldt den nye statsminister for kun at være en politisk vikar, der ukritisk fører Anders Foghs politiske projekt videre og kun har egen politiske overlevelse som punkt på dagsordenen . Sagen er imidlertid, at oppositionen er svært skuffede over at det ellers planlagte karaktermord er løbet ud i sandet. Løkke har tilmed formået at overbevise danskerne om sine kvaliteter som statsmand. På bare hundrede dage er hans popularitet vokset i takt med befolknings tillid til hans evner som politisk leder. Debatten om Løkkes manglende folkelige opbakning er blevet erstattet af opinionstal, der fortæller at Socialdemokraternes leder har svært med at matche statsministeren på områder som økonomisk troværdighed og gennemslagskraft.

Med en sommerlig henvisning til ”Tour de France” kan man sige, at Løkke har været ude på en hård bjergetape i sin første tid som statsminister. Cyklen er blevet forsøgt punkteret af en rygtespredende venstrefløj, imens sorte økonomiske skyer har  samlet sig omkring bjergtoppen. Desværre befinder Danmark sig i en historisk økonomisk krise, hvor stigende arbejdsløshedstal og beregninger for faldende vækst skiftes til at afløse hinanden som nyheder i Tv-avisen. Derudover har en stor del af de Europæiske lande en forhåbning om, at man i fællesskab kan indgå en klimaaftale senere på året i København. Den økonomiske krise har derfor været det altafgørende emne for statsministerens opmærksomhed – alt andet ville være tåbeligt. Det passe ligeledes ikke, at Løkke har været usynlig og bare ladet stå til. Enhver med bare en minimal økonomisk indsigt ved at det kan være yderst skadeligt bare at pumpe penge ud i en i forvejen presset økonomi. Man risikerer simpelthen at komme for sent og blot gældsætte befolkningen nyttesløst. Den vedtagne skattereform kombineret med frigivelsen af SP-midlerne er derfor små rigtige tiltag, der gavner økonomien. Venstrefløjens beskyldninger om manglende synlighed skyldes derfor en basal utilfredshed med, at regeringen ikke har valt at gældsætte familien Danmark op over begge ører og iværksat opførslen af en bro eller ditto.

I det hele taget må den samlede Venstrefløj være skuffet. I særdeleshed Helle Thorning-Schmidt som endnu engang må se sig overhalet i diverse meningsmålinger. Egentlig er det imponerende, at venstrefløjens skræmmekampagne ikke har haft en større effekt. Vi skal ikke mere end seks måneder tilbage i tiden før ord som ”uvederhæftig” og ”politisk overflødig” blev anvendt flittigt af Socialdemokraternes og SFs respektive bilagsordførere. Heldigvis har det ikke virket. Befolkningen har givet Løkke en fair chance – og den har han grebet. Er Løkke så den politiske vikar, som venstrefløjen påstår? For det første er det vigtigt at understrege, at Løkke er den statsminister i Danmarkshistorien, som indtager posten med absolut med ministererfaring i bagagen. I mere end 7 år har Løkke arbejder sammen med Fogh som Indenrigs- og senere Finansminister. Hverken Fogh eller Nyrup kunne prale med samme ministererfaring.

Flere medier har i ugens løb sat spørgsmålstegn ved regeringens ”projekt” og undretsig over at Løkke ikke er fremkommet med en forkromet plan for landets fremtid.Til det er der blot at sige, at det nuværende regeringsgrundlag er mindre end toår gammelt og regerings fokus bør omhandlede landets trængte økonomiskesituation. Set med VU-briller er bør dagsordenen efter sommerpausen omhandlereformer af arbejdsmarkedet, et opgør medtopskattenog en debat om det personlige ansvar kontra det offentliges rolle. Alt i alt er vi dog tilfredse og ser frem imod de næste hundrede dage.