De kommer!

I programmet “Trails from the East”, sendt på DR2 sommeren over, har man kunne møde unge fra f.eks. Vietnam, Malaysia og Indien. Vietnam er et kommunistisk diktatur, Malaysia et muslimsk halv-demokrati og det hinduistiske Indien en kommende stormagt. Deres unge har imidlertid én ting tilfælles: De vil have en uddannelse, for de ved, at det er det eneste, der kan sikre dem et ordentligt liv fri for fattigdom. Deres målrettethed og alvor er slående.

I Danmark ser det hele en smule anderledes ud. Selvom man i Danmark støttes med SU, presser regeringen nærmest de unge til at studere. Det er der dog også grund til set ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv, da gennemsnitsalderen for færdige kandidater i øjeblikket er hele 28 år. Hvorfor så det? Bl.a. fordi sabbatårene efter gymnasiet efterhånden er blevet obligatoriske, fordi flere og flere tager på efterskole i 10. Klasse, og fordi det jo ikke gør den store forskel, om man gennemfører på normeret tid eller lidt over. Man fristes til at konkludere, at danske unge simpelthen er for rige og vant til at klare sig til, at uddannelsen er en så altoverskyggende nødvendighed som i visse andre lande.

Det er fuldt forståeligt, at man som ung i Danmark gerne vil have et liv ved siden af studierne. Det er også fuldt forståeligt, at man ikke konstant tænker på et liv i fattigdom, for vi er jo ikke i fare, når vi har det danske velfærdssystem. Derudover skal der naturligvis også være plads til, at man faktisk er kørt død i sit studium, eller at man har haft det svært i folkeskolen og derfor har brug for et ekstra år i tiende. Problemet er bare, at der i Kina hvert eneste år kommer 20 millioner universitetsstuderende ud af de kinesiske universiteter. Mange kan oven i købet ikke få arbejde i øjeblikket. 33 % af Indiens befolkning på ca. 1,119 milliarder er under 15 år. De kæmper febrilsk for at få så god en uddannelse som muligt. Hvor vil de gerne arbejde? I Vesten. Det er der, rigdommen er. Spørgsmålet er blot: Hvor lang tid kan vi holde dem stangen?

Det er svært at se, hvordan det er muligt, når så mange mennesker, specielt i Asien, ikke tænker på andet end at få det bedst mulige arbejde. Et andet eksempel er det sendte program, ligeledes på DR2, om et indisk kontor. Her udtalte en medarbejder, at han godt kunne blive på kontoret 20 timer i træk, for som han sagde: Det viser, at man har en god arbejdsmoral. Man kan selvfølgelig ikke arbejde effektivt i så lang tid ad gangen, og det er heller ikke foreneligt med et ordentligt familieliv, men det giver et godt billede af, hvordan man tænker i den del af verden. Vores uddannelsesinstitutioner er noget bedre end de fleste i Asien, men med den økonomiske vækst, er det utænkeligt, at de på langt sigt ikke skulle blive ligeså gode som vore, om ikke bedre.

Situationen er alvorlig. Hong Kong klarer sig allerede bedre i PISA-undersøgelser end Danmark og en international undersøgelse har vist, at det bedste europæiske fastlands-universitet er et fransk universitet, som ligger på 28. pladsen! Nr. 1 til 10 på listen er engelske og amerikanske, og flere kinesiske nærmer sig top 10. Man kan derfor argumentere for, at det kun er godt, når regeringen har indført, at man må gange sit gennemsnit med 1,08, hvis man går i gang inden for 2 år med sin videregående uddannelse. Gymnasiereformen har også været et skridt i den rigtige retning, men der er stadig masser af ting der kan rettes op på. At lave reformer i SU-systemet var et udmærket forslag, der desværre ikke blev til noget, selvom det sandsynligvis er et af de steder, vi kan lave store ændringer i mentaliteten bag det det danske uddannelsessystem, og her er også muligheder for ændringer, der ville få folk til at gennemføre deres uddannelse hurtigere.

Danske unge skal naturligvis have lov til at vælge selv, hvad deres uddannelse angår, ingen tvivl om det. Det løser ikke noget at tvinge folk, men dette skal ikke forhindre, at de danske uddannelsesinstitutioner generelt kommer op på et højere niveau. Hermed ikke sagt, at dette niveau er boglige eliteuddannelser, men vores uddannelser kræver et generelt løft i henhold til fremtidig konkurrenceevne. Derudover skal der være klare incitamenter til at blive færdig med sin uddannelse og sidst men ikke mindst, skal unge i Danmark være klar over, at de kommer til at stå overfor ekstremt veluddannede udlændinge i fremtiden. Vi skulle nødig blive løbet over ende af 20 millioner højtuddannede, målrettede kinesere – om året!! Det kan for nogle lyde som truende floskler, men den er god nok – de kommer.