Det socialdemokratiske mareridt

I folkeskolen, på gymnasierne, på universiteterne, i medierne, på tv – ja, stort set alle steder bliver bedst sælgeren ”Den danske velfærdsstat” fortalt igen og igen. Langt de fleste borgere har igennem mange år trygt faldet i søvn til denne historie. Der er absolut intet at bekymre sig for i Danmark – vi er rige og vi kan det hele. Desværre er danskerne blevet lullet i søvn til en socialdemokratisk løgn, som de skal vækkes fra øjeblikkeligt.

Vi er nemlig ikke længere et af verdens rigeste lande. På blot 10 år er vi ifølge OECD raslet fra at være verdens 6. rigeste land ned til blot at ligge nr. 12. Udviklingen er heller ikke lys: Vi vil have en af de laveste vækstrater frem til 2017. For at gøre det mere simpelt er Danmark altså ved at blive overhalet godt og grundigt af de øvrige lande – ikke fordi de andre kører for stærkt, men tværtimod fordi Danmarks væksthastighed bedst kan sammenlignes med en østtysk Trabant.
Hvorfor er det pludselig sket? Det er selvfølgelig en direkte konsekvens af, at de danske politikere alt for længe har lyttet til den socialdemokratiske retorik, hvor vi har råd til det hele. Det kan vi ikke og der må ske noget, så vi kan ændre den her udvikling. Heldigvis kan vi selv gøre meget for at vække os fra dette socialdemokratiske mareridt.

I Venstres Ungdom ser vi på den nuværende udvikling med stor skuffelse, da vi gang på gang er kommet med op til flere løsningsmodeller til, hvordan man kan løse dette problem. For blot at nævne et par stykker, skal skatten sænkes markant yderligere (den nuværende reform er slet ikke tilstrækkelig). Staten skal være mindre og ikke ansætte en så stor del af arbejdskraften, da folk derimod skal ud at arbejde i det private, hvor der er mulighed for vækst og brug for arbejdskraft til andet end ligegyldigt offentligt bureaukrati. Til sidst skal vi selvfølgelig også gøre det mere attraktivt for borgere på overførselsindkomst at arbejde. Dette ved bl.a. at lave markante reformer hvad angår kontanthjælp, efterløn, folkepension mv. Desuden skal vi gøre det lettere for jobsøgende udlændinge at komme til Danmark.

Dette vil sammenlagt gøre det mere attraktivt at være på arbejdsmarkedet, være mere produktiv mv. og på den måde igen sætte gang i væksten i Danmark, så vi kan opleve øget velstand for det enkelte menneske. Vi skal handle nu og vi har bogstaveligt talt ikke råd til at vente.