S og SF vil ikke investere i uddannelse

Alt er som det plejer på folketingets åbningsdag – fagbevægelsen betaler gildet, når en flok røde elev- og studenterforeninger mødes på Christiansborgs Slotsplads, men de ser stadig en Statsminister fra Venstre afholde den årlige åbningstale, hvis de tager et kig igennem vinduerne til folketingssalen.

Blandt talerne ude på Slotspladsen, skal både Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne underholde de indoktrinerede unge med deres magiske lommeregner, hvor de på mystisk vis – igen i år – ønsker at fastslå, at regeringen skærer ned. Sandheden kunne ikke være længere væk.

Regeringen afsætter igen i år flere penge til uddannelsessystemet. F.eks. afsættes 1 mia. kr. til oprettelsen af 5000 praktikpladser til erhvervsuddannelserne, der gives 755 mio. kr. ekstra til gymnasierne (STX og HF) og hvis vi sammenligner med regeringens tiltrædelse, gives der i alt 15 mia. mere til uddannelse i år end i 2001 – læs mere på dropdemoer.dk

Hvis vi til sammenligning kigger på oppositionen, er der intet mindre end hyklerisk, når S og SF stiller sig frem og nedgør regeringen. Hvis man kigger i S og SF’s finanslovsudspil for 2010 giver de nemlig ikke selv en eneste ekstra krone til uddannelse. Til deres held er det de færreste unge mennesker på slotspladsen, der ved dette, da hverken fagbevægelsen eller toppen af elevbevægelsen ønsker disse informationer videregivet.

Dette er et tydeligt bevis på, at S og SF gerne vil til magten – koste hvad det vil, og hvis man ikke kan opnå denne gennem sandheden og gode argumenter, kan man altid få hjælp af SFU, der mere eller mindre har infiltreret store dele af den danske elev- og studenterbevægelse. Det er en samling af disse partier og organisationer, der i dag snyder en lang række unge og misbruger disse til pressedækning på Christiansborgs Slotsplads.

I Venstres Ungdom ved vi bedre, og vi forholder os derfor udelukkende til de tal, vi finder på finansloven for 2010, hvor det tydeligt fremstår, at der netop fortsat investeres mere i uddannelse, hvorimod S og SF har afgivet et bud, hvor uddannelsessystemet ikke tilføjes en krone ekstra. Heldigvis for den danske ungdom er det ikke disse partier, der danner regering.

 

Spørgsmål kan henvendes til VU’s uddannelsesordfører Nanna Østergaard på 61 62 59 04 eller nanna@vu.dk