Virkningsløs symbolpolitik

Danske unge drikker for meget og derfor skal vi hæve aldersgrænsen for, hvornår danske unge må købe såkaldt hård spiritus. Sådan lyder den nylige udmelding fra regeringen, med sundhedsminister Jacob Axel Nielsen i spidsen.

Regeringen tror altså igen på, at man med strammere lovgivning eller direkte forbud opnår det ønskede resultat for samfundet. Denne gang på statistikken over de danske unges alkoholforbrug.
Flere unge har allerede været på banen med argumentet om, at et sådant forslag ikke vil virke efter hensigten, fordi de unge under 18 år blot vil få andre unge over 18 år til at købe spiritus for dem. Kort sagt: Hvis de unge under 18 år ønsker at anskaffe sig den såkaldte hårde spiritus, som regeringen ønsker at forhindre, ja så vil de også finde måder herpå.

Regeringen er dog ikke de eneste der har meldt sig på banen i debatten omkring de unges alkoholforbrug. Socialdemokratiet mener som sædvanlig at staten absolut ikke gør nok på området og at løsningen må være et total forbud af alkohol for unge under 18 år. En såkaldt ”pletfjerner” metode, hvor man med et tryk på knappen i Folketingssalen stemmer for endnu et forbud, der på overfladen signalerer, at vi politikere ”altså gør noget for sagen”. Eller som forebyggelsesordfører fra S, Flemming Møller Mortensen udtaler: ”Vi har en alkoholkultur blandt de unge, som virkelig er usund. Der ligger et klart signal i at lave et forbud, og det signal går også til forældrene”.

Problemet er bare, at et forbud (igen) ikke er løsningen, men derimod en naiv forestilling om det danske samfund. Et forbud vil ikke få de unge til at drikke mindre, men derimod måske gøre det endnu mere attraktivt, samtidig med at man flytter ansvaret fra forældrene til staten. Det er en meget farlig udvikling for det danske samfund, der i forvejen lider under for meget statslig indblanding.

Det betyder ikke, at vi ikke finder det alarmerende at så mange unge mennesker drikker så store mængder alkohol. Vi mener bare ikke at løsningen er at finde ved yderligere stramninger i lovgivningen, men derimod, at der skal tages andre metoder i brug.

 Skal det virkelig være statens opgave at opdrage de børn, hvor forældrene faktisk er i stand til samme? Burde det ikke være forældrenes ansvar at opdrage deres børn, både i forhold til alkoholforbrug og andre lignende områder? Det må være op til de enkelte forældre at sætte grænser for deres børns forbrug af alkohol!

 Hvis det skulle være statens opgave, hvor sætter vi så grænsen? Skal statens også indføre såkaldte fest-kvoter, der skal bestemme, hvor mange festligheder de unge må deltage i?

I de situationer, hvor forældrene af sociale grunde ikke er i stand til at tage det fulde ansvar, skal staten selvfølgelig træde til, men igen, skal det ikke være gennem en yderligere kriminalisering af området, men derimod gennem hjælp i form af forebyggelse og oplysning.

I forlængelse heraf skal det understreges, at det ikke kun er gældende for de unges alkoholforbrug at hjælpen skal tilbydes, men at man generelt skal hjælpe i de situationer, hvor de unge lider under forældrenes manglende mulighed for selv at tage ansvar for opdragelsen.

Vi kan derfor kun opfordre regeringen til endnu engang at feje de symbolpolitiske forslag af banen, og i stedet præsentere en politik, der virker. I dette tilfælde kan vi kun appellere til at der sættes et større fokus på oplysning og forebyggelse, frem for yderligere lovgivning, der blot vil drukne i bureaukrati.

Det vil samtidig sende et signal om, at det er statens, og ikke forældrenes opgave, at opdrage de danske unge, hvilket er udtryk for en meget farlig social og sundhedspolitik.

Desuden ønsker vi et fokus på det ansvar som forældrene har for deres egne børn, og derfor også for deres alkoholforbrug. Det er ikke statens opgave at opdrage hele Danmarks ungdom, men derimod at hjælpe til, at de og deres forældre træffer de rigtige valg, som de selv bærer et ansvar for.