Flere penge = lavere karakterer!

Forskere på Århus Universitet har i nyere studier fundet frem til, at ro og regelmæssighed skulle være blandt de vigtigste faktorer, såfremt karakterniveauet skal hæves i de danske folkeskoler. Forskernes undersøgelser viser, at flere penge ikke i sig selv giver bedre resultater eller bedre undervisning. Tværtimod. De skoler, der klarer sig bedst er tydeligvis dem, der har stabile budgetter uden udsving.

For en god ordens skyld, skal det nævnes, at undersøgelsen fra Aarhus Universitet er lavet, ved at kommunernes budgetter på folkeskoleområdet er blevet sammenholdt med karakterer for de enkelte elever. Oplysningerne er korrigeret for elevernes sociale og økonomiske baggrund.

Netop økonomien i de danske folkeskoler har været et heftigt emne under det netop overståede kommunalvalg, men debatten drejer sig næsten altid om, at eventuelle problemer i den enkelte kommunes folkeskole skulle være på grund af pengemangel. De århusianske forskere har i den grad bevist, at denne debat for det meste er unødvendig, da beløbet netop ikke er afgørende. I Høje-Taastrup Kommune har man landets dyreste folkeskole, hvor en elev koster 84.412 kr. om året. Her lyder ordene fra kommunens Børne- og Ungeudvalgsformand Vibeke Winter (S): ” Vi er ikke tilfredse, vi synes ikke, vi får nok for pengene. Vi burde have langt bedre resultater”.

Hvis vi derimod kigger på Syddjurs Kommune, der har landets billigste folkeskole (en elev koster 42.625 kr. om året), lyder det fra formanden for Familie- og Institutionsudvalget: ”Vi har et bragende godt skolevæsen”, siger Richard Volander (V).

Dette betyder selvfølgelig ikke, at VU ikke fortsat vil investere i den danske folkeskole. Dette skal blot være et opråb om, at debatten om folkeskolerne i langt højere grad skal handle om indhold og ikke udelukkende økonomien.

Eventuelle spørgsmål eller lign. kan henvendes til VU’s Uddannelsesordfører Nanna Østergaard på nanna@vu.dk eller 28 18 86 19.

 

Kilde: http://politiken.dk/cci/article829718.ece