Sundhed som statslig opgave

Med rygeforbuddet, madpakkeordningen og den øgede grænse for køb af alkohol kan de seneste års sundhedspolitiske hovedtese let udledes: Befolkningen har behov for statslig opdragelse for at lære at vælge den rigtige livsstil. Den herskende diskurs i forbudsjunglen er, at det at leve sundt er så uoverskuelig en opgave, at individet ikke selv er i stand til at påtage sig ansvaret for sin egen krop. Som om de allerede indførte forbud og reguleringer ikke er nok, har endnu et forbudsudspil fra Socialdemokraterne nu set dagens lys: Det skal være forbudt at vise junkfood-reklamer, der er rettet mod børn.

Ønsket om at forbyde sådanne reklamer bygger på en formynderisk tankegang om, at det er statens opgave at sikre individernes sundhed. Denne tankegang legitimerer altså argumentet om, at ”det er samfundets skyld”. Hvis der er noget, det danske velfærdssamfund netop ikke har brug for lige nu, er det en yderligere ansvarsoverdragelse fra individet til staten. I forvejen bliver alt for mange ting regnet for statslige opgaver – bl.a. at definere hvad der er god kunst i form af kulturstøtte samt at betale folk for at holde op med at arbejde i form af efterløn. Hvis staten nu også skal bestemme, hvilke reklamer der må vises, er det det samme som at udmelde, at det nu ikke længere kan betale sig at tænke selv.

Der kan findes to årsager til, at nogle går ind for at forbyde junkfood- reklamer til børn: Enten mener de, at mennesker er svage og ikke selv kan finde ud af at sætte grænser. Eller også mener de, at det overordnede statslige projekt skal være at forbedre befolkningens sundhed, og at sundhedspropaganda derfor er vigtigere end individets frie, oplyste valg. Men hvem har bestemt, at det er et problem, hvis folk har lyst til at spise usund mad? Hvem har bestemt, at det er kvantiteten og ikke kvaliteten af livet, der er vigtigst? Sundhed er gået fra at være noget personligt til at blive karakteriseret som en samfundsopgave. Det vil sige, at individet nu synes at være til for statens skyld. Staten er blevet et mål i sig selv, og individet er blevet midlet til at bidrage til statens forgodtbefindende.

Venstres Ungdom mener, at statens rolle i sundhedspolitikken bør begrænses til at oplyse borgerne frem for at belære dem. Enhver har ret til oplysning om, hvad sund livsstil er, for at kunne træffe et selvstændigt valg. Dette valg skal staten acceptere og ikke forsøge at lave om på via offentligt betalt sundhedspropaganda. Med andre ord skal individet igen stå i centrum, og der skal etableres nogle grænser for politik. Desuden er det kun rimeligt, at alle selskaber, uanset produkt, skal have ret til at konkurrere på lige og frie markedsvilkår. Med et forbud mod bestemte typer reklamer skaber staten en ulige konkurrencesituation, som er uretfærdig og ingen steder hører hjemme i et land med markedsøkonomi.

Midt i denne debat kan man spørge sig selv om, hvornår det i det hele taget blev alment acceptabelt for staten at gå ind og overtage forældrenes rolle i børneopdragelsen. Det er klart, at børn har brug for grænser, men disse bør komme fra forældrene. Politikernes ængstelse for at give forældrene ansvaret tilbage må stoppe, for alternativet til individuel forskellighed er statslig ensretning. Det er på tide at droppe de mange forbud, som er ”til befolkningens eget bedste”, og i stedet give individet plads til at træffe egne, selvstændige valg.

For eventuelle spørgsmål eller kommentarer, kontakt VU’s retsordfører Ida Svane Grevlund på 40269398 eller på mail idagrevlund@vu.dk