Friheden og integration går hånd i hånd

Danmark skal i 2020 fastholde sin position som et af de lande i verden der er mest frie, både hvad angår politiske rettigheder og generelle frihedsrettigheder. Vi skal være verdensmestre i demokratisk integration. Samtidig skal Danmark i 2020 være blandt de bedste lande i EU til at integrere ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet målt ved beskæftigelsesfrekvensen.

Kilde: http://www.venstre.dk/index.php?id=5905

Sådan lyder essensen af et af de 10 delpunkter, som er offentliggjort i regeringens arbejdsprogram. I sig selv en meget spændende tanke, som man som ung og ideologisk frihedskæmper kun kan bifalde. Desværre, så taler den generelle trend mod arbejdsprogrammet.

I dag forfalder den politiske debat til diskussioner om burkaer, kødklister og kamphunde. Det ene forbudsforslag er mere frihedsberøvende end det andet og således er f.eks. den private ejendomsret allerede blevet krænket i form af rygeforbuddet, ligesom den personlige frihed til at vælge de fødevarer, som man måtte ønske, er blevet undermineret af stigende afgifter. Men én ting er den personlige frihed, noget andet er den økonomiske. Skattelettelserne der pr. 1.1. blev indført var den største skattelettelse i en rigtig lang årrække, men desværre bliver den modvirket af en række afgifter og ændringer i fradrag, der slører billedet. Derfor er det ikke sandt, at skattelettelserne er en ubetinget sejr for det borgerlige Danmark – og slet ikke i det omfang, som regeringen ønsker at give udtryk for. Ser man på udviklingen i skattetrykket, så vil man se, at vi først ved indgangen af 2010 nåede et skattetryk, der var på niveau med det, vi havde da Nyrup kom til i 1993.

Snakken om den personlige og økonomiske frihed falder fint i tråd med integrationen. I dag kriminaliserer og problematiseres religion, og i særdeleshed islam, konstant. En af grundene er, at vi gør alt, hvad vi kan for at forhindre deres personlige frihed. Vores tolerance er på et minimum og vi indfører 24-årsregler og offentlig modstand mod moskéer, hvilket bestemt ikke er med til at gøre indvandres syn på Danmark bedre. Men også den manglende økonomiske frihed er til gene for integrationen.

Én af de vigtigste omstændigheder for vellykket integration (og et af regeringens mål) er en høj beskæftigelsesprocent blandt indvandrere. Det er den direkte vej til at skabe danske relationer, den direkte vej til en indbyrdes forståelse for vores forskellige kulturer og ikke mindst, så er det den bedste måde at lære dansk på, som er en yderst vigtig forudsætning for vellykket integration.

De høje dagpenge- og kontanthjælpssatser gør dog, at mange indvandrere, som egentlig ønsker sig et job bliver holdt ude af jobmarkedet. I Danmark er de facto mindstelønnen et sted mellem 80 og 90 kroner, og det betyder, at en indvandrer, hvis arbejdskraft vurderes til eksempelvis 50 kroner i timen af arbejdsmarkedet ikke får et job, selvom vedkommende måtte ønske det. I eksempelvis USA er beskæftigelsesfrekvensen for indvandrere meget højere end i Danmark. Det skyldes bl.a., at de facto mindstelønnen i USA er meget lavere end i Danmark. Det sjove er, at vi rent faktisk bilder os selv ind, at vi hjælper indvandrerne ved at give en høj understøttelse, men kigger man på undersøgelser fra eksempelvis USA, så viser de, at selvom indvandre starter på et lavere lønniveau end etniske amerikanere, så går der ikke lang tid før de får opbygget et tilsvarende lønniveau.

Frihed og integration går fint hånd i hånd.