Konvergensprogram: DK & EU i økonomisk nedtur

Finansminister Claus Hjort Frederiksen er sammen med sit ministerium i øjeblikket i gang med en grundig gennemgang af de offentlige finanser. Det sker i forbindelse med den kommende offentliggørelse af Konvergensprogram 2009, der ligeledes indeholder en opdatering af 2015-planen.

Et konvergensprogram er i bund og grund en årlig tilbagevendende procedure, hvor EU-landene opdaterer EU-kommissionen, hvor holdbare de offentlige finanser udvikler sig. Det er normalvis ikke noget, medierne finder interessant, men netop i år præger det nærmest samtlige medier. Det er selvfølgelig grundet den økonomiske krise, hvor mange EU-lande inklusive Danmark har meget svært ved at få budgetterne til at hænge sammen.

De såkaldte GISP-lande(Grækenland, Irland, Portugal og Spanien) er specielt i fokus grundet deres enorme offentlige underskud. Specielt Grækenland har store problemer med et kraftigt voksende statsunderskud, der i dag betyder, at man ser frem til at betale 11% af BNP i renter til kreditorerne.

I Danmark har man ikke i lige så høj grad svært ved at få budgetterne til at hænge sammen på kort sigt, da regeringen igennem højkonjunkturen nedbragte gælden. Men inden for en kort årrække, kan det have store konsekvenser for de offentlige budgetter.

Da Regeringen i 2007 fremlagde 2015-planen, så manglede der 14 mia. kr. årligt på budgetterne. Efter økonomisk krise så forventer CEPOS, at dette tal er udviklet sig til 20 mia. kr. årligt. Dette holdbarhedsproblem skyldes at de store offentlige underskud i forbindelse med den økonomiske krise, øger gælden og dermed renteomkostningerne.

Når man skal løse dette holdbarhedsproblem, så er der to indgangsvinkler; flere indtægter og færre udgifter.

Reformer en nødvendighed
I følge CEPOS så vil de offentlige finanser få et holdbarhedsproblem svarende til 20 mia. kr.
Dette holdbarhedsproblem bør tages særdeles seriøst. Det er også af samme grund vi i VU forsøger, at give vores bud til, hvilke initiativer Claus Hjort Frederiksen bør tage i fremlæggelsen af Danmarks konvergensprogram.

Der er to forskellige måde at rette op på dette problem; flere indtægter eller færre udgifter. I denne anden del, vil jeg fokusere på indtægterne, mens jeg i min tredje og sidste del, vil have fokus på de offentlige udgifter.

Øgede skatter – ikke en løsning
Man kan i Danmark øge de offentlige indtægter ved at hæve skatten. Der er dog ikke så stort potentiale i det, da vores nuværende marginalskat inklusive verdens højeste afgifter er på 67 %, hvilket er med til at forværre vores konkurrenceevne.

Til gengæld kan man overveje, om en fjernelse af topskatten, vil betyde ekstra penge i statskassen. Danmark er i høj grad præget af sort arbejde, lavt økonomisk incitament til at yde en ekstra indsats og tage videregående uddannelse, som en fjernelse af topskatten på længere sigt vil kunne forbedre.

Øget arbejdsudbud
Regeringen har i flere omgange haft fokus på at øge arbejdsudbuddet, der igennem den demografiske udvikling bliver mindre. Først ved Velfærdsforliget 2006, hvor specielt efterlønsalderen år efter år vil blive udskudt med et halvt år af gange fra 2019 til efterlønsalderen ender på 62. Ligeledes bliver pensionsalderen udskudt med to år til 67.

Sidenhen har regeringen vedtaget Forårspakke 2.0, som har til formål konkret at udvide arbejdsudbuddet med 19.000 fuldtidspersoner.

Siden hen har regeringens Arbejdsmarkedskommission i august 2009 kommet med en række konkrete forslag til at udvide den danske arbejdsstyrke. Her i blandt afskaffelse af efterløn og sænkning af dagpengeperioden til 2 år. De forslag blev dog aldrig taget i brug.

Alene afskaffelse af efterløn og sænkning af dagpengeperioden, vil betyde en så stor udvidelse af arbejdsstyrken, at det økonomisk set vil betyde en årlig forbedring af de offentlige finanser svarende til 24 mia. kr. Med de tiltag vil holdbarhedsproblemerne i de offentlige budgetter blive løst.
Disse reformer er nødvendige for at imødegå holdbarhedsproblemerne, så derfor må regeringen gå ud og vise deres styrke og værd, så de økonomiske problemer ikke blot bliver sendt ud til de fremtidige generationer.

Udgifter skal ned
Jeg vil nu fokusere på hvilke tiltag regeringen bør tage på indtægtssiden. Derfor vil der nu være fokus på udgiftsiden.

Udviklingen af offentlige udgifter
Inden man begynder med at finde besparelser, så bør man kigge på udviklingen af den offentlige sektor. På dette punkt har man over de seneste år set en stigning. I 2001 var det offentlige forbrug på 25,9% af BNP, mens det samme tal for 2010 vil ifølge regeringen komme på 28,3% af BNP. Hvis regeringen havde holdt 2010-planen, så ville det offentlige forbrug ligge på 26,2% af BNP, hvilket svarer til omkring 37 mia. kr. om året. Det vil med andre ord sige, at man vil kunne udligne holdbarhedsproblemet på 20 mia. samt man kunne bruge yderligere 17 mia. til skattenedsættelser.

Nulvækst – danskerne er klar
Regeringen har tidligere signaleret, at de overvejer, at gennemføre nulvækst for den offentlige sektor i 2011, så alle udgifter bliver fastfrosset til 2010 niveau. Hvis en nulvækst blev gennemført over en femårig periode, så ville det betyde en årlig besparelse svarende til 5 mia. kr.

Mandag d. 8. februar beskrev dagbladet Børsen en undersøgelse der viste, at 54% af danskerne gerne vil holde de offentlige udgifter i ro i de kommende år. Denne undersøgelse viser, at danskerne er klar. Danskerne er realistiske og vil ikke være med til at lade de kommende generationer betale de store omkostninger.
Nu har VU givet vores bud til hvad Claus Hjort Frederiksen bør komme med af løsningsforslag til at finde de 20 mia. om året. Det bør i bund og grund ikke være det helt store problem, at spare 20 mia. kr om året, set i lyste af at det blot er svarende til 2% af det offentlige budget. Sammenholdt med mange private virksomheder, der i tiden oplever store besparingsrunde, så bør 2% ikke være det store fremadrettede problem. Hvorvidt Finansministeren vil vise styrke og fremtvinge de nødvendige reformer og besparelse, bør man vente og se.