Tryghed og tillid – uden overvågning!

Regeringens nyligt offentliggjorte arbejdsprogram er på mange områder præget af lappeløsninger, som ikke er tilstrækkelige til at bringe Danmark på ret kurs. Især er de retspolitiske visioner for de kommende år uden meget indhold, hvilket blandt andet kan ses i afsnittet om overvågning. Her fremhæves det, at offentlig overvågning fortsat skal benyttes til bekæmpelse af kriminalitet under parolen ”Danskerne skal være et af verdens mest tillidsfulde og trygge folk”.

Der er op til flere ting galt med ovenstående formulering fra arbejdsprogrammet. For det første er den positive sammenkobling mellem tillid og overvågning ganske enkelt absurd. Det er ingen hemmelighed, at baggrunden for ønsket om offentlig overvågning er det stik modsatte af tillid, nemlig mistro, da selve pointen med kameraerne jo er at afsløre folk. Indførelse af øget offentlig overvågning medfører uundgåeligt en kriminalisering af almindelige mennesker, hvilket altså kun bidrager til, at tillidsforholdet mellem myndigheder og borgere nedbrydes. Derfor kan man med rette undre sig over, hvordan regeringen er nået frem til, at overvågning skaber tillid!

Påstanden om, at overvågning øger trygheden i samfundet, er på grænsen til at være en direkte løgn. Overvågning standser ikke kriminalitet, men flytter i stedet blot kriminaliteten over til steder uden kameraer, fx i private hjem eller i sidegader. En stor del af de kriminelle handlinger sker desuden i affekt, dvs. uden at gerningsmanden når at tænke over konsekvenserne, og heller ikke opsætning af kameraer vil afhjælpe dette. Folk har ikke grund til at føle sig mere trygge på steder, hvor der er overvågning, frem for alle andre steder. Den såkaldte tryghed, som overvågning skaber, må være funderet på tankerækken ”der er mulighed for, at jeg bliver overfaldet – men i det mindste vil kameraerne afsløre, hvem den skyldige er!”.

Reel tryghed i et samfund vil sige, at man kan færdes frit uden at blive overvåget og uden at frygte kriminalitet. Hvis man opsætter flere overvågningskameraer, vil det sende et signal om at der er grund til at passe særligt på, og dermed vil frygten for kriminalitet stige. Det er en irrationel frygt, da kriminaliteten samlet set ikke er steget gennem årene, som mange ellers tror. Dette betyder naturligvis ikke, at den kriminalpræventive indsats skal nedprioriteres. Kriminalitetsforebyggelse er utrolig vigtigt, men i stedet for overvågning og terrorlovgivning, som begge er uholdbare og kortsigtede løsninger, bør forebyggelsen have andre fokuspunkter.

Det ville være interessant, hvis regeringens retspolitiske visioner i stedet omfattede en kommende afskaffelse af den kriminelle lavalder samt en revision af politireformen. At vi har en kriminel lavalder betyder, at de helt unge kan begå vold, indbrud og hærværk uden mærkbare konsekvenser. Det har desuden medført, at 12-14-årige bliver presset til at involvere sig i banderelateret kriminalitet som fx salg af hash, da de kan gøre det ustraffet. Dette er den sikre vej til en videre kriminel løbebane, og afskaffelse af den kriminelle lavalder vil derfor få en tiltrængt forebyggende effekt på ungdomskriminalitet. Politireformen har af uvisse årsager ført til, at der er kommet færre betjente på gaderne og at kontakten mellem borgere og politi er blevet dårligere, på trods af at det modsatte var det overordnede mål med reformen. Politikerne bør revidere politireformen for at afhjælpe disse problemer og for at styrke borgernes retsfølelse. Uden synligt politi kan det være fristende at begå kriminalitet, og uden en velfungerende kontakt mellem borgere og politi vil færre kriminelle handlinger blive anmeldt.

Venstres Ungdom mener alt i alt, at vejen til kriminalitetsforebyggelse består i at sikre effektivitet, retfærdighed og konsekvens. Kun på denne måde kan vi fastholde den tillid og tryghed, som øget offentlig overvågning på sigt truer med at nedbryde.

For spørgsmål eller kommentarer, kontakt VU’s retsordfører Ida Svane Grevlund på 40 26 93 98 eller på mail idagrevlund@vu.dk