Det pinlige politiker-show

I skrivende stund forhandler regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance om den spareplan, som regeringen har præsenteret. Det ”store” problem er, at der skal findes 24 mia. kr. for at sikre, at Danmark overholder EU’s konvergenskrav. Det er ikke bare ynkeligt at se, hvordan (størstedelen af) Folketingets medlemmer må kæmpe med at finde en grimasse, der passer, når de skal forklare befolkningen, hvor svært – ja, nærmest umuligt – det er at finde disse 24 mia. kroner.

Ifølge Danmarks Statistik, så var Statens bruttoindtægter i 2008 på samlet set 998.544.000.000 kr. i runde tal. For at sætte besparelsen i relief, så udgør de 24 mia. kr. altså kun knap 2,5 % af statens bruttoindtægter. Og har du svært ved at sætte de tal i perspektiv, så forestil dig en virksomhed, der gik ud umiddelbart efter finanskrisen klagende og stønnende over at skulle spare sølle 2,5 % af dens omsætning. Flere virksomheder har måttet spare væsentlig højere procentsatser af deres omsætning – uden at klage.

De danske politikere er en omgang klynkende bangebukse, der ikke tør gøre de ting, der skal til for at slanke staten. Det paradoksale er nemlig, at man kan fremlægge spareplaner, der ikke blot vil gøre Danmark i stand til at leve op til konvergenskravene, men samtidigt også vil gøre os mere konkurrencedygtige. Tag fx følgende regnestykke:

Afskaffelse af efterløn

14,3 mia. kr.

Subsidier til erhvervslivet afskaffes

27 mia. kr.

Boligydelse og boligsikring afskaffes

8,8 mia. kr.

Total besparelse[1]

50,1 mia. kr.

Ovenstående er på ingen måde rabiate eller voldsomme forslag. Det er almindelig sund fornuft. Afskaffelse af efterlønnen vil højne arbejdsudbuddet og gøre, at vores erhvervsfrekvens ville stige, hvilket vil få statens skatteindtægter til at stige. Ved at fjerne subsidierne til erhvervslivet sikrer man et mere frit, et sundere og mere konkurrencedygtigt marked. Vi lever i en globaliseret verden, og vi må acceptere, at selvom nogle danske virksomheder lukker, så vil det blot betyde at nye kommer til. Boligydelsen og boligsikringen skal naturligvis afskaffes. Som ordningen er nu, så vælger staten at præmiere folk, der bosætter sig dyrere, end de har råd til. Det skriger langt væk af Moral Hazard.

Der kunne sagtens findes langt flere penge end blot de ovenstående. Fx kunne der hentes ca. 13 mia. i Kulturministeriet eller 65,2 mia. ved at afskaffe folkepensionen – igen bare for at nævne nogle eksempler.

De 24 mia. kr. som skal findes er vand. Om det er udtryk for en vis arrogance, eller om det er udtryk for, at politikkerne aldrig har været i det virkelig erhvervsliv, når politikerne giver udtryk for, at 24 mia. kr. er mange penge, skal være usagt. Men bundlinjen er, at det nuværende show er pinligt at overvære.

Ovenstående er udtryk for skribentens holdninger, og skal ikke gøres til udtryk for VU’s.


[1] Tal fra Martin Ågerup: ”Den Retfærdige Ulighed”, 2007