Enden på den tredje vej

Da Labour med Tony Blair i spidsen kom til magten i Storbritannien i 1997, var det lederen af et genfødt parti, der indtog Downing Street 10. Det gamle arbejderparti havde under overskriften New Labour – New Britain gennemført en gennemgribende fornyelse af partiet siden 1994, hvor Blair blev valgt som formand for partiet. En fornyelse, der i høj grad var nødvendig som følge af den samfundsudvikling, der blandt andet havde betydet, at partiets traditionelle venstreorienterede arbejdervælgere var blevet færre, medens en ny gruppe relativt velstillede midtervælgere havde set dagens lys.

Det nye Labour
Centralt i bestræbelserne på at forny partiet var det derfor at mindske fagbevægelsens indflydelse på politikken. I året 1995 afskaffede Labour som en del af disse bestræbelser det hidtidige block vote-system, der havde givet fagbevægelsens repræsentanter mandat til at stemme på vegne af samtlige dens menige medlemmer – en ordning, der indtil da havde sikret fagbevægelsen anseelig indflydelse.

Det nye image og den nye politik, der i Tony Blairs tid blev Labours, var kraftigt inspireret af den amerikanske sociolog Anthony Giddens, hvis bog “Den tredje vej” skitserer en moderne socialdemokratisme, der indser det klassedelte samfunds død og accepterer markedet som grundvilkår for offentlig politik. Statens rolle bliver i Giddens’ nye socialdemokratisme mere tilbagetrukket end tidligere som den instans, der påtager sig et socialt ansvar for de mennesker, der kommer i klemme som følge af det frie markeds uundgåelige konsekvenser i form af arbejdsløshed, fattigdom og økonomisk ulighed.

Helt essentielle i Giddens’ tanker om den nye socialdemokratisme er de krav, denne stiller til politikeren. Politik skal, mener Giddens, være baseret på eksplicitte mål og værdier, som vælgeren kan måle politikeren på – en holdning, der ikke blot blev til praktisk politik i Storbritannien, men også implementeret i dansk kontekst af Anders Fogh Rasmussen under betegnelsen kontraktpolitik.  At Venstres tidligere statsminister har følt sig inspireret af strategien bag Blairs 1997-sejr antydes ligeledes af, at Venstres slogan ved valget i 2001 var “Tid til forandring” – en direkte oversættelse af Labours “Time for a change” i 1997. Det vides da også fra interviews og biografier, at Fogh i tiden før Statsministeriet havde læst “Den tredje vej” med endog overordentlig stor interesse.

Det Blair’ske Labour blev et parti med kommunikative metoder, der lå tæt på Giddens’ retningslinjer og politiske budskaber, der lå om muligt endnu tættere på Giddens’ ideer om den tredje vej. Man accepterede det frie marked, men holdt et skarpt fokus på at eliminere eller mindske de sociale problemer, det medførte og understregede i forbindelse hermed ikke sjældent, at den forpligtelse, staten havde overfor borgeren, implicit skabte en tilsvarende forpligtelse den anden vej. Det er således ikke uden grund, at  Anthony Giddens er blevet omtalt som Tony Blairs politiske guru og chefideolog.

13 år efter. Hvad gik galt?
I dag, 13 år efter Labours indtog i regeringskontorerne, står særligt et spørgsmål tilbage: hvad gik galt? På dette spørgsmål findes der flere plausible svar. Først og fremmest må man konstatere, at de løfter, Labour i 1997 vandt det britiske valg på, ikke er indfriet. Stik imod den intention om at reducere uligheden og de sociale problemer i Storbritannien, der var central i Labours valgprogram, er uligheden såvel økonomisk som uddannelsesmæssigt og socialt steget i partiets regeringstid. Udnyttelsen af det kontraktpolitiske koncept i politikformuleringen er et stærkt værktøj i kampen om vælgerne, men det følger naturligvis af kontraktindgåelsen, at kontrakten efterfølgende må overholdes, hvis man ønsker at bevare troværdigheden i vælgerbefolkningen.

Denne erkendelse er tilsyneladende gået Labours næse forbi. Læg hertil en række skandaløse afsløringer af magtmisbrug, der involverede skikkelser helt ind i Labourpartiets inderkreds. Bidragydere til partiet, der blev udnævnt til Overhusmedlemmer, og parlamentarikere, der brugte deres rådighedsbeløb på højst tvivlsomme personlige husforbedringsprojekter, skal heriblandt nævnes.

Dernæst må man dog se i øjnene, at det ikke kun er rent politiske problemer, der har ført Labour til den tredje vejs ende. Også kommunikative forskelle mellem den veltalende, dynamiske og til tider endog provokerende lederfigur, partiet havde i Tony Blair, og den noget mindre rapkæftede, gumpetunge og akademiserede efterfølger, Gordon Brown, har dannet billedet af et Labour, der var langt fra befolkningens ønsker og behov. Dette billede blev tydeligere i løbet af valgkampen, hvor dets mest oplagte og nærmest ikoniserede eksempel blev Browns reaktion på en samtale med en trofast Labourvælger, kvinden Gillian Duffy. I bilen på vej bort fra gaden proklamerede han, at mødet med Duffy havde været “en katastrofe” samt karakteriserede hende med ordene “en slags snæversynet kvinde.” Brown undskyldte senere efter alle kunstens regler, men rystede aldrig rigtig den uheldige episode af sig.

Valgets resultat blev et af de mest spektakulære i nyere britisk historie. For første gang i 36 år er det sket, at et enkelt parti ikke har fået absolut flertal. Det lyder måske nok mærkværdigt, men er almindeligt i lande, der har det såkaldte first past the post-valgsystem, der kort sagt går ud på, at kun den kandidat, der får flest stemmer i en given kreds, får noget ud af sin vælgeropbakning i form af et mandat. Resten af stemmerne i kredsen er spildte, og det selv om afstanden mellem den sejrende kandidat og kandidaten med næstflest stemmer af og til er meget lille. Systemet medfører ofte et politisk system, hvor to partier dominerer. I Storbritannien er magten således traditionelt gået på omgang mellem De Konservative og Labour, medens det i USA, hvor man har samme valgsystem, er gået på omgang mellem Republikanerne og Demokraterne.

Efter valget: Hvad nu?

Ved årets valg ville  vælgerne det anderledes. I stedet for at give et af de store partier absolut flertal gav de Liberaldemokraterne med Nick Clegg i spidsen så gode stemmetal, at hans parti nødvendigvis indgik i begge tænkelige koalitioner efter valget. På den ene side var der mulighed for koalitionsdannelse mellem Clegg og David Cameron, De Konservatives leder. På den anden side havde Clegg mulighed for at indgå i samarbejde med Labour og en række mindre partier. Efter valget påpegede mange analytikere, at uoverensstemmelserne mellem Clegg og Labour var mindre end dem, Clegg havde med Camerons Konservative. Ikke desto mindre endte forhandlingerne med en konservativ-liberaldemokratisk koalition.

Ifølge visse iagttagere bestemtes dette udfald blandt andet af Nick Cleggs personlige aversion mod Gordon Brown. Undertegnede finder det dog mere sandsynligt, at valget faldt på Cameron dels på grund af det højst usikre i at basere sit flertal på de mindre og ret utilregnelige partier, hvis mandater krævedes for at få flertal med Labour og Liberaldemokraterne, dels fordi Gordon Brown (og måske i det hele taget Labour) efter tretten års regeringsmagt forekom så slidt og udtjent, at det ikke kunne forenes med den moderniserings- og fornyelsesretorik, der udgjorde den røde tråd i Cleggs kampagne.

Den nye koalitionsregering får det imidlertid ikke let. Cameron og Clegg er politisk uenige på flere områder. Vigtigst er vel diskussionen om reform af valgsystemet. Nick Clegg ved, at det nuværende valgsystem gør det meget svært for hans parti at opnå indflydelse. Derfor har et af hans mest fremtrædende løfter valgkampen igennem været at arbejde for forholdstalsvalg i stil med den danske model. David Cameron ved omvendt på sin  side, at et forholdstalsvalgsystem risikerer at stille De Konservative udenfor indflydelse, fordi det vil give flere mandater til Liberaldemokraterne og dermed muliggøre, at fremtidige regeringsdannelser kan bygges på koalitioner mellem Labour og Liberaldemokraterne alene. Ikke desto mindre har Cameron lovet Clegg, at der gennemføres folkeafstemning om det såkaldte Alternative Valgsystem, der i sin essens minder om forholdstalsvalgsystemet. Cameron har samtidig bebudet, at Konservative ser sig i sin gode ret til at kæmpe imod vedtagelsen af systemet.

Også hvad angår EU-politikken, der spiller en noget større rolle i Storbritannien end i f.eks. Danmark, er der afgørende uenigheder mellem de to. Camerons Konservative er således overvejende EU-skeptiske, medens Liberaldemokraterne ligger i den EU-positive lejr og blandt andet har plæderet kraftigt for, at Storbritannien går med i 3. fase af ØMU-samarbejdet, hvilket betyder udfasning af det britiske pund og indførsel af euroen som ny valuta.

En række skattelettelser i toppen, som Konservative havde ønsket, er tillige blevet opgivet til fordel for lettelser i bunden – endnu en indrømmelse, der måske nok har bragt Cameron til magten, men som uden tvivl også får konsekvenser i det konservative bagland.

Heller ikke i Cleggs’ bagland er den hellige grav velforvaret. Et samarbejde med De Konservative er en tanke, der tidligere har ligget Liberaldemokraterne fjernt, og de indrømmelser, Clegg har opnået i regeringsprogrammet, giver ham uden tvivl midlertidig arbejdsro. Spørgsmålet er, om partiets bagland vil holde sig i ro, når realiteten går op for det: den indflydelse, Clegg har haft på regeringsprogrammet, er den største cadeau i samarbejdet, Liberaldemokraterne nogensinde får. Den resterende del af valgperioden vil partiet ligge under for De Konservative, og enhver trussel om at forlade samarbejdet er utænkelig, idet den risikerer at medføre udskrivelsen af et valg med et tvivlsomt resultat for Liberaldemokraterne og efter alt at dømme en derpå følgende indflydelsesløs periode.

Det britiske valg har efterladt Storbritannien i en særdeles usædvanlig og spændende situation. Britisk politiks umage par står pludselig for at skulle indgå i et konstruktivt regeringssamarbejde, hvor kompromiser i en for britisk politiks vedkommende hidtil uset grad bliver den eneste måde, hvorpå en stabil regering kan sikres, og hvor en række politiske uenigheder lurer lige om hjørnet.

Komplikationspotentialet i den nye koalition blev accentueret af en scene, der fandt sted på det pressemøde, hvor Clegg og Cameron præsenterede deres samarbejde. En journalist rettede henvendelse til Cameron med et spørgsmål: “Er det rigtigt, at du engang sagde, at din yndlingsvittighed var Nick Clegg,” spurgte journalisten. “Sagde du virkelig det,” lød det fra Nick Clegg. “Det gjorde jeg vist desværre,” måtte Cameron medgive og rodede sig ud i en længere smøre om, at man nu måtte lægge fortiden bag sig og fokusere på det fremadrettede samarbejde.

Det er helt sikkert en korrekt observation. Desværre for makkerparret Clegg og Cameron er det lettere sagt end gjort. Èn ting er dog under alle omstændigheder værd at glæde sig over. Storbritannien står nu ved enden af tretten års socialdemokratisk styre. Ved den tredje vejs ende.

Af Isak Krab Koed, VU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske ordfører