Euroens kolos på lerfødder

I forlængelse af finanskrisen, der i Europa i vidt omfang er blevet håndteret ved hjælp af ekspansiv finanspolitik, er flere europæiske landes statsgæld i procent af BNP eskaleret voldsomt, således at det for nuværende kun er sølle tre af 27 lande, der overholder de krav, der stilles til lande, som indgår i ØMU’ens 3. fase. Disse krav til konvergens eurolandene imellem indebærer blandt andet, at den samlede offentlige gæld ikke må overstige 60 % af BNP.

Kravet er yderst fornuftigt, fordi det sikrer, at enkeltlande ikke kan undergrave euroens stabilitet og derigennem dens troværdighed på det internationale valutamarked. Ikke desto mindre er dette dog, hvad der sket. Senest har Grækenlands dårlige økonomi været i mediernes søgelys, og det med god grund. Landets offentlige gæld er nemlig på 115 % af BNP. Det vil sige, at landets gæld overstiger værdien af et helt års produktion. Fundamentet under landets omfangsrige økonomi er med andre ord særdeles skrøbeligt. Med reference til den antikke græske kultur kan man måske formulere det sådan, at den efterhånden ligner en kolos på lerfødder.

I forsøget på at undgå en decideret statsbankerot har eurozonens lande tillige med flere lande i ØMU’ens fase 2 finansieret en lånepulje, der gør det muligt  for Grækenland at refinansiere deres lån og betale de renter, der forfalder løbende. Lånepuljen er en historisk stor fællesaftale, der andrager 720 milliarder euro, svarende til 5360 milliarder kroner. Alle 27 EU-lande stiller sikkerhed for beløbet, hvortil IMF bidrager med 1/3.

Rationalet bag lånepuljen synes at være, at hvis man lader falde, hvad ikke kan stå, vil den græske krise sprede sig til resten af eurozonen og ødelægge tilliden til euroen endegyldigt. Lande som Spanien, Portugal, Irland og Italien er alle i farezonen med høj andel af BNP i offentlig gæld og kunne meget vel gå statsbankerot som følge af en finansiel dominoeffekt, hvis investorerne mistede tilliden til, at eurolandene kunne håndtere krisen og redde de truede eurolande fra bankerot. Dette rationale er for så vidt ganske udmærket.

Problemet er blot, at lånepuljen langt fra løser eurozonens grundlæggende problem. Hovedparten af pengene til puljen kommer fra de øvrige eurolande, der allerede selv er plagede af en ekstraordinær gældspukkel i kølvandet på krisen. Dertil kommer, at Grækenland ikke bruger pengene fra puljen til at afbetale på deres statsgæld – det er der ikke mulighed for. I stedet går pengene som tidligere nævnt blot til midlertidig udsættelse af tilbagebetaling ved refinansiering af lån, der forfalder i øjeblikket. Gælden flyttes altså blot rundt inden for eurozonens grænser.

Den eneste måde, hvorpå det er muligt at afhjælpe euroens problemer, er at stille større krav til de enkelte landes økonomiske politik – samt ikke mindst sanktionere de lande, der blot ignorerer de henstillinger, de øvrige EU-lande kommer med. Det er naturligt nok, at de enkelte lande ønsker at bevare muligheden for at føre selvstændig udgiftspolitik. Tidligere har en række lande med Grækenland som det oplagte eksempel fået stiltiende accept af en højst uholdbar offentlig forbrugspolitik. Den græske pensionsalder er i gennemsnit 61 år (indenfor visse erhverv pensioneres man langt tidligere; politimænd pensioneres allerede som 45-årige), og er man offentligt ansat på græsk jord, er der tale om intet mindre end en livstidsstilling.

Det siger sig selv, at sådanne økonomiske prioriteringer bevirker, at hele eurozonens troværdighed i sin helhed undermineres. Derfor er ønsket om selvstændig udgiftspolitik ikke så ligetil at opfylde, som det lyder. Eurozonen er i forbindelse med den græske krise begyndt i langt højere grad end tidligere at lægge pres på gældsplagede lande – dog mangler vi stadig at se konkrete, håndfaste sanktioneringsmuligheder, der kan tages i anvendelse (og ikke mindst rent faktisk vil blive taget i anvendelse), når enkeltlande budgetterer med uacceptabelt store underskud.

Ideelt set kunne eurolandene på en gang føre selvstændig udgiftspolitik og høste alle fordelene ved fælles valuta. I virkelighedens verden ser tingene anderledes ud. Man kan ikke både blæse og have mel i munden, som man siger. Skal euroen overleve, må eurozonen indse, at dette gamle ordsprog taler sandt.

Af Isak Krab Koed, VU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske ordfører