Tonen i klimaDebatten

DR2’s Debatten blæste torsdag d. 27. maj op for en klimapolitisk fight mellem Connie Hedegaard, Lykke Friis og Bjørn Lomborg. Debatten var interessant. Ikke så meget for dens indhold, men mere for dens tone.

Indholdet var til at have med at gøre, og føltes som en meget forudsigelig debat, hvor ingen rykkede sig en meter. Lomborg pegede på det klimaindustrielle kompleks, at COP15 ikke virkede og at vi skal satse på forskning og udvikling. Hedegaard og Friis var i det røde felt, og mente ikke han havde fanget at de allerede gjorde en masse og bevidst fordrejede sandheden.

Lomborg og Hedegaard har sjældent været i debat og her ser man måske grunden. For mens finanslovssikrede Lomborg står og virker afslappet, farer Hedegaard frem på Lomborgs argumenter. Og ja, han går hårdt til den, når han omtaler, hvorledes han mener den nuværende indsats fejler fuldstændig, og at effekten af COP15-målene vil blive umålelige.

Men at Hedegaard og Friis overfor disse argumenter prøver at hidkalde sig autoritet ved at fortælle om deres ture til Kina, hiver ikke ligefrem debatten op på et højere niveau. Det er dog langt fra det største problem. For de taler helt forskellige sprog. Groft sagt taler Lomborg ud fra en utilitaristisk forståelse af, at vi med en hvis mængde penge skal gøre mest muligt godt, hvorimod Hedegaard og Friis ser et diplomatisk billede af, at de skal få diverse verdensledere til at udmelde at de vil gøre en masse godt.

Som politiker handler det, kynisk set, om at få det til at fremstå som om der bliver gjort noget, og at alle verdens ledere samles under et tag giver et godt billede. Her kan de alle trykke hinanden i hånden og sige, at de gør et vigtigt stykke arbejde. Det er derfor ikke særlig fedt, at der kommer en mand og siger, at det ikke virker. Hedegaard bliver sur, tonen aggressiv, og det er tydeligt, at vi er ude over den rationelle debat og langt inde på det følelsesmæssige område.

Hvis kampen spilles på det følelsesmæssige områder handler det om at redde verden og Al Gores søde isbjørne. Det kommer til at handle langt mere om vores skyldfølelse overfor vores omverden, og hvordan det derfor er vores opgave alle som en at gøre noget ved. Problemet er imidlertid, at hvad den enkelte gør, ikke betyder meget andet end at personen kan føle sig mere hellig end andre. Vi har brug for at finde et alternativ til kul og olie og ingen spareknap på hverken personligt eller internationalt plan kan klare denne opgave. Hertil kræves en stor investering i forskning og udvikling.

Måden hvorpå Debatten d. 27. maj tog sig ud kan få nærværende klimaordfører til at blive bekymret, for når ikke engang den borgerlige del af debatten kan tage imod rationelle økonomiske argumenter, ser det i sandhed sort ud for klimadebatten. Samtidig er det dog også grunden til at der er brug for os VU’ere til at argumentere for den videnskabeligt redelighed og økonomiske ansvarlighed.

God kamp! Anders Møller Klima-, miljø- og transportordfører.