VU lancerer kampagnen: Alle skal tage medansvar for folkeskolen – bare ikke Socialdemokratiet

Som respons på de seneste dages afsløringer om at flere ledende socialdemokrater har fravalgt folkeskolen til fordel for privatskolen, lancerer Venstres Ungdom en ny kampagne. Den kommende uge vil landets gymnasier, handelsskoler og universiteter få besøg af Venstres Ungdom medlemmer, som medbringer plakater af førende S-medlemmer. Under overskriften ” Alle skal tage medansvar for folkeskolen – bare ikke Socialdemokratiet”, har Venstres Ungdom fremstillet plakater af Helle Thorning-Schmidt, Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen samt oprettet en facebookgruppe. Fælles for førnævnte Socialdemokrater er, at de har deres børn i privatskoler, mens de tidligere har talt varmt for folkeskolen og kritiseret forældre for at vælge privatskoler.

Landsformand for Venstres Ungdom, Jakob Engel-Schmidt, udtaler:

”De danske unge har krav på at vide, hvilken dobbeltmoralsk politik Socialdemokraterne fører på uddannelsesområdet. Det er under al kritik, at folkeskolen er god nok til Mette Frederiksen, Henrik Sass og Helle Thorning-Schmidts vælgere – men ikke til deres egne børn. Derfor har vi igangsat en kampagne, der skal gøre opmærksom på S-ledelsens dobbeltmoral”.

Han fortsætter:

”Hvad er der tilbage for vælgerne at stole på, hvis Mette Frederiksen, Henrik Sass og Helle Thorning-Schmidt argumenterer for en politik, som de ikke selv vil efterleve? Hvis Socialdemokraterne er imod det frie valg på Christiansborg, så må de også være imod det, når de kommer hjem til virkeligheden. Jeg vil derfor opfordre Mette Frederiksen, Henrik Sass og Helle Thorning-Schmidt til enten at skifte skole eller skifte politik”.

Han slutter:

”Vi håber meget, at de studerende reagerer på vores kampagne og viser deres utilfredshed med S-ledelsens dobbeltmoral ved at støtte vores nyoprettede facebookgruppe”.

Kontakt VU-Landsformand, Jakob Engel-Schmidt, på tlf. 40 40 51 51 / js@vu.dk for yderligere kommentarer

EB: http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/article1345735.ece