Licensen – Liberalismens ærkefjende

Der findes mange skatter, afgifter og reguleringer, som vi liberale gerne så afskaffet. Værst af dem alle er medielicensen.
Der findes måder, hvorpå man med rimelighed kan argumentere for både indkomstskat, grønne afgifter (såfremt man accepterer præmissen om menneskeskabt global opvarmning) og reguleringer for at undgå eksempelvis overudvinding af et givent råstof. Men bevarelsen af medielicensen kan ikke forsvares med noget moralsk eller økonomisk rimeligt argument.

Den frie presse

I et demokrati er en af de vigtigste præmisser den frie presse, der uafhængigt kan kritisere statsmagten. Uden at drage paralleller til hverken Iran eller Italien, så må man erkende, at DR er afhængig af politisk velvilje for at overleve, hvilket giver et skisme. For censurerer DR sig selv? Muligvis ikke bevidst, men det kan bestemt ikke udelukkes, at det er en indgroet kultur i DR, at prøver at begrænse systemkritikken, så den i det mindste ikke finder sted i bedste sendetid.

Men problemet går også den anden vej. For hvad kan politikerne tillade at stille af krav til DR? Skal man have frie medier, så kræver det, at politikerne på ingen måde blander sig i DR’s dækning, men konstant skal man høre politikere – fra begge fløje – lægge pres på DR’s journalister for at være politiserende og tage et bestemt parti.

Public Service

Public Service-begrebet er de eneste formelle krav, som politikere kan stille til DR. Det er så DR’s opgave at efterkomme de betingelser, som Public Service-betingelserne kræver. Efterhånden er betingelserne dog blevet så udviskede, at det kan være svært at skelne mellem, hvad der egentlig er Public Service, og hvad der egentlig bare er ren og skær underholdning. En ting er sikkert – begrebet er for løst! Det er ingen rimelighed i, at man tvangsopkræver penge fra befolkningen for at anvende dem på Krøniken og X-Factor.
Der er en vis form for ironi i, at alle, der forsvarer licensen går til lige netop denne type programmer siger, at vi som tilhængere af en fri presse, vil nedbryde den fælles kulturarv, og retorisk spørger, om vi ville have været foruden Rejseholdet og Matador. For det første, så kan man diskutere præmissen ”fælles kulturarv”, for hvem definerer, hvad vores kulturarv er? Derudover så er det direkte forkert at sige, at vi ikke ville have oplevet hverken Matador eller andre DR-klassikere. Matador havde over 2 mio. seere trukket til skærmen uge efter uge. Serien kunne sagtens have overlevet på markedsvilkår. Endda med en rimelig succes! Det samme kan man sige om Krøniken og X-Factor.

Den frie konkurrence og licens fremtid

Jeg vil gå så langt at sige, at lige netop DR’s succes indenfor underholdningsbranchen er med til at understrege, at licensopkrævningen må stoppe og DR afvikles – i hvert fald som vi kender det i dag. I virkeligheden, så stjæler DR jo kunder fra mediekoncerner, der operer på markedsvilkår. Hvem gider bruge penge på at købe adgang til TV3 for at se American Idol, når man i forvejen skal købe DR’s tjenester, hvor der vises X-Factor? – og det er blot for at tage et eksempel blandt mange, hvor det bestemt ikke kan afvises, at DR bruger licenspenge til at konkurrere med stationer, der ikke får tilskud!

Ønsker man at bevare et statsligt oplysningsorgan, så skal man redefinere hele Public Service begrebet, sådan at det på ingen måder konkurrerer med markedet på ulige vilkår. Fx kunne man forestille sig, at et sådant organ forpligtigede sig til at vise nyheder på tegnsprog og folketingsdebatter, der næppe har et ret stort marked, men som man dog må betragte som værende folkeoplysende.

Licensen, som vi kender det, skal afskaffes – og det hellere i går end i dag.