Endnu en af Lene Espersens fadæser?

For nyligt meldte Lene Espersen ud, at regeringens overordnede mål ved næste EU formandskab vil være at afskaffe landbrugsstøtten. Målet i sig selv er der intet forkert i, dog kan det være ødelæggende for det europæiske samarbejde, hvis man allerede på nuværende tidspunkt bedyrer sit primære mål. Dernæst, så er det yderst kritisabelt, at hun uden at have konfereret med Venstre kommer med sådan en udmelding. Det er også på et forholdsvis tidligt tidspunkt, at denne udmelding kommer. Det er først i 2012, at det igen er Danmarks tur til at varetage EU-formandskabet.

Diverse politikere, heriblandt Jens Rohde, samt eksperter har allerede været ude at kritisere Espersens udmelding. Jens Rohde beskrev udmeldingen med følgende citat ”At gøre afskaffelse af EU’s landbrugsstøtte til succeskriterium for dansk EU-formandskab i 2012, som udenrigsministeren vil, svarer til at indkalde til topmøde på Mars.”. Man må i høj grad kunne antage, at Jens Rohdes kritik er valid i kraft af, at han er europaparlamentariker.

Forhenværende Landbrugskommissær, Marianne Fischer Boel(V), gjorde en stor indsats for at stramme op på daværende regler for modtagelse af landbrugsstøtte. Men vi må se realiteterne i øjnene, nemlig at landbrugsstøttten stadig eksisterer i bedste velgående.

Man kan ikke fra den ene dag til den anden afskaffe landsbrugsstøtteordningen, selvom Lene Espersen er af en helt anden holdning. Det er noget, der skal afvikles over en årrække for, at man på den måde kan undgå komplikationer og indbyrdes stridigheder. Alt imens sker der en negativ udvikling i afviklingen af landbrugsstøtten. Det der i stigende grad forekommer, er, at landbrugsstøtten går fra, at være styret centralt i EU til at nationalstaterne i EU selv støtter deres eget landbrug – altså en nationalisering. Det er i allerhøjeste grad konkurrenceforvridende, og ikke i trit med fri og lige konkurrence.

Det nytter ikke, at man konsekvent bevarer den nuværende form for landbrugsstøtteordning. Efter at EU de sidste 10 år har haft vokseværk, vil EU´s budget blive sprængt, hvis disse nye medlemslande også skal drage samme fordele som de ældre medlemsstater.

Hvorfor holde liv i en støtteordning der har kraftige socialistiske undertoner? Hvorfor skal EU tilgodese en bestemt erhvervssektor? Hvad med alle de andre erhvervssektorer? Hvad man har brug for er fri og lige konkurrence. Nogle vil svare med, at det er vigtigt, at EU er sikret en egen produktion af landbrugsfødevarer, da det vil være for risikabelt, at overlade det til de frie markedskræfter på global plan. Dette er ikke en begrundelse, der kan godtages, da EU´s borgere  i langt højere grad vil nyde godt af både bedre og billigere produkter, hvis landbrugsstøtten afskaffes. Ud over dette, vil vi få et mere effektivt landbrug.

At afvikle landbrugsstøtten over en 6 måneders periode vil, for mit vedkommende, lyde som et yderst ambitiøst projekt. Dog skal man ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. At man sætter et så bombastisk mål for et dansk EU formandskab, kan i sidste ende være ens akilleshæl. Man kan hurtigt forstille sig en masse avisoverskrifter, hvis Lene Espersens målsætning fejler. Det ville have været taktisk smartere, hvis Lene Espersens havde meldt ud, at det danske EU formandskab vil blive startskuddet på afviklingen af EU´s landbrugsstøtteordning, eller store ændringer på dens nuværende form.

Denne artikel er udelukkende et udtryk for skribentens egen overbevisning og deles derfor ikke af Venstres Ungdom.