VU til Pia: Fald ned eller gå til valg

Venstres Ungdom finder Pia Kjærsgaards trusselsretorik meget lidt konstruktiv og opfordrer DF-lederen ”til at puste sig ned, eller tage konsekvenser og gøre klar til valg”. Regeringen kan selvsagt ikke leve med, at Dansk Folkeparti stiller ultimative krav og truer med at tage blokere for den borgerlige reformdagsorden, hvis ikke de får deres vilje.

Landsformand for Venstres Ungdom, Jakob Engel-Schmidt, udtaler:

”Pia Kjærsgaards trusselsretorik minder om de gamle Fremskridtsparti dage, hvor retorikken altid kom før politikken. Hvis Pia Kjærsgaard virkelig vil blokere for alle konstruktive politiske forhandlinger i efteråret, bør Lars Løkke Rasmussen tage konsekvensen og udskrive valg øjeblikkeligt. Danmarks fremtid er langt vigtigere end DFs hed ambitioner om at overstramme integrationspolitikken”.

Han fortsætter:

”Jeg mener under ingen omstændigheder regeringen skal finde sig i at blive truet på denne måde. Moderne politik handler om konstruktiv dialog og samarbejde – og ikke om at fremsætte tomme trusler. Pia Kjærsgaard må virkelig være presset, når hun udtaler sig i så skarpe vendinger. I yderste konsekvens risikerer hun at miste både indflydelse og prestige, hvis regeringen sætter hende stolen for døren”.

Han slutter:

”Jeg vil på det kraftigste opfordre Pia Kjærsgaard til at tage en kølig dukkert og falde ned. Dansk Folkepartis samarbejde med regeringen har givet partiet en helt unik position i Dansk politik. Det er helt sikkert, at Dansk Folkeparti aldrig får samme indflydelse under en rød regering”.

Kontakt Landsformand for Venstres Ungdom, Jakob Engel-Schmidt, på tlf. 40 40 51 51,  js@vu.dk for yderligere kommentarer.