Reportage: Resolutioner, grillmad og fest – Mini-LSK i VU Aalborg

Torsdag d. 5. august var der opvarmning til det store september-landsstævne i Venstres Ungdom i Aalborg. Dagen blev indledt kl. 15.00 med en kort briefing fra den kære formand, dernæst skrivning af resolutioner gruppevis. En resolution er en udtalelse, et statement, som man ved landsstævnet kan stemme om og derved fastlægge VU’s holdning til et emne de næste tre år.

Skrivelysten var stor, og i løbet af 1½ time var der frembragt bud på mere end 20 resolutioner. Herefter begyndte det sjove: debatten. Resolutionsforslagene blev fremvist for de øvrige grupper, og der blev argumenteret, diskuteret og debatteret. Nogle forslag røg igennem forsamlingen til vedtagelse uden den store debat, mens forslag om rygeloven, fartgrænser, hundeloven og sygehussystemet afstedkom en heftig debat, hvor alle ville sikre sig, at deres argumenter var hørt. Du kan læse alle de vedtagne resolutioner her.

Midtvejs blev resolutionsdebatten midlertidig aflyst, da køkkenholdet havde forberedt en lækker grillmenu bestående af hjemmelavet kartoffelsalat med pølser, kylling og pastasalat.

Med fuld mave kunne debatten fortsættes, og klokken skulle til nogles fortrydelse passere 23, før den sidste resolution var diskuteret og vedtaget. Herefter blev der skruet op for fest i VU Aalborgs nyrenoverede lokaler, og den nye bar med en computerskærm nedsænket i bordpladen blev flittigt brugt til at skaffe musik til de festhungrende medlemmer. Festen fortsatte natten ud, og sluttede kl. 6.00, da formand René slukkede lyset og gik hjem.