”Unge ta’r ansvar” – eller gør de?

År efter år har unge studerende været på gaden med diverse budskaber som; Velfærd til alle, Ud af krisen – Ind i Fremtiden og i år er parolen:” Unge ta´r ansvar”. Men sandheden er desværre en helt anden. Ansvar er en forpligtigelse, men organisationerne bag initiativet er bestemt ikke ansvarsfulde eller forpligtigende overfor den danske ungdom. Danmark er ved at slikke sårene efter en global krise, som vi klaret bedre end de fleste. Men selvom vi har et kæmpe underskud i statskassen, vil organisationerne bag initiativet bruge mange flere penge. I stedet for at tænke nyt og revurdere hvordan vi bruger de nuværende midler, råber de bare på flere og flere penge, som de unge vil skulle finansiere senere hen i livet.

Når man spørger f.eks. DGS, hvor pengene skal komme fra eller, hvordan de vil skaffe finansiering, vil de ikke svare, da det er et politisk spørgsmål. Det er dog interessant, at DGS ikke vil tage politisk stilling, når de er imod sociale skel i samfundet, og støtter centralisering.

Det er på tide, at organisationerne bag ”Unge Ta’r Ansvar” melder klart flag ang. deres politisk ståsted. Bag initiativet står også ungdomsfagforeningerne bl.a. LO Ungdom, som organisationsmæssigt er en del af LO, som senest har bakket op om S og SF’s udspil, Fair Løsning. Det er altså tydeligt, at dette ikke er et neutralt projekt, men derimod et skalkeskjul for venstrefløjens urimelige angreb på regeringen.

Det er dybt uansvarligt ikke at komme med alternative bud på finansiering, hvis man vil have flere penge. Hvis de fremtidige initiativer mod den borgerlige regering skal virke seriøse, er det på tide, at den unge venstrefløj indser, at penge man har tyvstjålet fra skatteydern,e ikke bare skal bruges ugennemtænkt.

Selvom vores regeringen ikke har været perfekte på unge- og uddannelsesområdet, har de alligevel frembragt betydelige fremskridt. Ungdomsarbejdsløsheden er den tredje laveste i Europa, SU-loftet, for hvor meget man må tjene ved siden af SU’en, er blevet hævet, regeringen har oprettet 3400 ekstra praktikpladser, og samtidig har regeringen betalt regningen for krisen, således at ungdommen ikke kommer til at betale.

”Unge Ta’r Ansvar” er altså intet mindre end et dække over endnu en venstrefløjskampagne imod regeringen, som endnu engang mangler bud på, hvor pengene til alle deres forslag skal komme fra. Det er på tide, at Danmarks unge vågner op, og indser, at hvis de deltager i demonstrationer rundt omkring i landet d. 5. oktober, kunne de ligeså godt marchere med de røde faner 1. maj.

Sig nej til ”Unge Ta’r Ansvar”!