Pyongyangs svanesang

Siden Japans besættelse af Korea, der varede fra 1910-1945, ophørte, har landet været delt i to, Nord- og Sydkorea. Delingen var et resultat af forhandlinger mellem sejrherrerne efter Stillehavskrigen. Landene har befolkninger med ens kulturel og etnisk baggrund, der lever under vidt forskellige regimer. Nordkorea kom hurtigt efter tilbagetrækningen under sovjetisk indflydelse og har siden været et planøkonomisk, socialistisk diktatur, omend det har udviklet sig i en retning, der er ganske unik.

Oprindeligt lignede Den Demokratiske Folkerepublik Korea, som Nordkorea rettelig hedder, de lydstater, der blev etableret af Sovjetunionen i det central- og østeuropæiske område, men efter Koreakrigen løsrev landet sig delvist fra det kommunistiske tankegods. Kim Il-sung, landets første diktator, der er fader til den nuværende, Kim Jong-il, skabte en ny ideologisk retning; en med Politikens Asien-ekspert Flemming Ytzens ord “bizar ideologisk cocktail, der inkorporerede stalinistisk personkult og kungfutsiansk paternalisme med en udviklingspolitisk filosofi kaldet Juche, der nærmest kan oversættes med selvforsyning.”

Kim Il-sung blev landets ubestridte leder og lod sig hylde i alle tænkelige sammenhænge ved hjælp af en mytisk propaganda, der gennemsyrede alle dele af det nordkoreanske samfund med dens kommunistiske, nationalistiske og lederglorificerende budskaber. Ved Il-sungs død i 1994 blev han udnævnt til præsident for republikken til evig tid og sønnen udpeget som arvtager. Tilliden til Jong-il er imidlertid ikke den samme som til faderen, særligt ikke i militæret, hvorfor man påbegyndte yderligere oprustning, udvikling af atomvåben og tiltagende isolering af det nordkoreanske folk, der er fortsat til i dag.

Sydkorea, derimod, har taget form af et demokratisk og i høj grad vestligt inspireret styre på grundlag af det frie marked. Disse ideologiske forskelle har kun forstærket de modstridende territoriale interesser, der gjorde og gør sig gældende i Korea, og som medførte udbruddet af Koreakrigen i 1950. Grænserne mellem de to lande er lagt mere eller mindre arbitrært der, hvor fronten var, da kamphandlingerne efterhånden ebbede ud.

Krigen er aldrig officielt afsluttet, og igennem adskillige år har Nord- og Sydkorea gentagne gange været på kollisionskurs i grænseområderne. En våbenhvile blev indgået i 1953, og der er ikke daglige kamphandlinger som under krigen, men begge lande bruger mange ressourcer på militært beredskab og bevogter nidkært grænseområderne – og der er ikke tale om bevogtning a la dansk grænsevagt eller lignende, men omfattende tilstedeværelse af topprofessionelle soldater og tungt artilleri. Nogle steder er grænsen blot markeret ved en smal forhøjning, og nord- og sydkoreanske soldater står inden for hinandens umiddelbare ikke blot skud-, men i princippet nævevidde. Det indbyder konstant til potentielle konflikter, og alene i år har der været flere sammenstød og provokationer.

Forleden skete det igen: nordkoreansk militær angreb den sydkoreanske ø Yeonpyeong. Angrebet bestod i flere hundrede granater og var ifølge Nordkoreas pressebureau, KCNA, svar på tiltale. Sydkorea skulle angiveligt have angrebet først. Fra Sydkorea forlyder det omvendt, at der ikke var tale om et angreb, men en militær øvelse på sydkoreansk territorium. Det medgives dog, at Nordkorea tidligere havde varslet, at de ville opfatte øvelserne som en provokation og opfordret til, at man ikke gennemførte dem. Angrebene blev i medierne slået stort op med forsideartikler i alle større danske dagblade, og det er ingenlunde grundløst.

Nordkorea er et korrupt, udemokratisk og ustabilt regime med adgang til imponerende militære ressourcer. Kombinationen af utilregnelighed og farlighed er uhensigtsmæssig og indebærer store risici, dels som følge af Nordkoreas egne militære dispositioner, dels på grund af samarbejdsaftaler med andre udemokratiske regimer, der kan tænkes at have interesse i at påføre vestlige stater skade. Senest har en lækage frigivet af WikiLeaks antydet, at Iran har modtaget 19 nordkoreanske missiler. Missiler af en type, der ved en smule ombygning er så langtrækkende, at Vesteuropa er inden for skudvidde.

En konfliktoptrapning i Korea kan få fatale konsekvenser. Landene ligger mellem Kina og Japan, to af Asiens vækstlokomotiver; ikke i en ørken, på en afsidesliggende ø eller deslige. Geografien har afgørende betydning for den bevågenhed, konflikten bør mødes med. Dertil kommer de mangeartede engagementer, udlandet har i regionen, militære såvel som finansielle. Kina har ofte holdt hånden over Nordkorea. Begge styrer er kommunistiske, og hvis Nordkorea falder eller Koreaerne forenes, vil Kina grænse op til en stærk, demokratisk stat med store militære ressourcer. Et scenarium, der langt fra står på kinesernes ønskeliste. En anden stormagt, USA, har styrker udstationeret permanent i Sydkorea. Også de har interesser i konflikten, både hvad angår prestige og fortjeneste i kroner og ører. Endvidere er FN-styrker at finde i området, eftersom konflikten som nævnt aldrig er afsluttet og overvåges af FN. Set i lyset heraf var det naturligt, at FN’s Sikkerhedsråd øjeblikkeligt satte konfliktens eskalering på dagsordenen, da granatangrebene blev kendt.

Uanset, hvor farlig situationen er, må det dog konstateres, at Nordkoreas reaktioner afspejler en bevidsthed om, at regimet er presset. De diplomatiske muligheder, der tidligere har været for forbrødring, lempelse af sanktioner og økonomisk og humanitær hjælp til det fattige og hungersnødsramte regime, er mere eller mindre udtømt, og det er svært at se vejen ud af de meget penible omstændigheder, Nordkorea skal håndtere. Angrebene er tydeligvis ikke koordineret med kineserne, der i det hele taget i de senere år har været yderst kritiske overfor Nordkoreas manglende samarbejdsvilje og hovedløse politik. Den kinesiske viceudenrigsminister, He Yafei, har således i en drøftelse med USA’s ambassade kaldt nordkoreanernes handlinger for “et forkælet barns.” Godt nok er denne bemærkning kun nået offentligheden, fordi WikiLeaks har lækket dokumenterne, men i internationalt diplomati er det alligevel en overraskende skarp kritik – der også tyder på, at Kinas indflydelse på Nordkorea er begrænset.

Desuden er der tale om en højst agressiv reaktion på forudvarslede øvelser, der blev foretaget på sydkoreansk territorium. Det har medført spekulationer om, hvorvidt Nordkoreas ledelse med Kim Jong-il og sønnen Kim Jong-un i spidsen har fuld kontrol med landets militære apparat. Det er en plausibel mulighed, at militæret har foretrukket en mere konfrontatorisk strategi end regimets ledelse og ganske enkelt handlet på egen hånd. Oprør og uroligheder af denne karakter ses med jævne mellemrum i svage diktaturer, og et sådant er Nordkorea utvivlsomt.

En anden mulighed er, at angrebet er en magtdemonstration, der er iværksat for at understrege Kim Jong-uns frygtløshed overfor fjenden i Sydkorea og deres allierede, USA. Reuters beretter, at Kim Jong-il og sønnen Jong-un besøgte militærbasen, hvorfra granaterne blev affyret, i timerne umiddelbart inden angrebet. En sådan magtdemonstration er udtryk for, at den relativt ukendte Jong-un, der er udset til at overtage ledelsen af landet, når den hensygnende fader går bort, mangler opbakning i militær og befolkning.

Det er således langt fra usandsynligt, at de tiltagende provokationer, der for øjeblikket præger Nordkoreas udenrigspolitik, om nogle år vil blive betragtet som Pyongyangs svanesang. På nuværende tidspunkt er situationen ikke desto mindre yderst risikabel – især i det tilfælde, at Nordkoreas provokationer fortsætter og måske endda tiltager. Sydkorea reagerede afdæmpet på granatangrebene, idet man rettede et mindre granatangreb mod udvalgte mål på den nordkoreanske side af grænsen. Reaktionen var givetvis klog set i et militærstrategisk perspektiv, men mødte voldsom kritik i den sydkoreanske offentlighed, hvilket fik landets forsvarsminister,  Kim Tae-young, til at træde tilbage. Sydkoreanerne opfatter svaret som svagt og kræver mere resolut handling.

Folkehavets protester har lokket Sydkoreas præsident, Lee Myung-bak, ud af sit flyverskjul. Han kritiserer nu Nordkorea i hårde vendinger og lover blandt andet, at “Nord betaler prisen for enhver provokation” og understreger yderligere, at “mere tolerance og tilbageholdenhed blot vil føre til større provokationer.” En retorisk opgradering af konflikten, som han kan blive tvunget til at stå til regnskab for, hvis Nordkoreas provokationer fortsættes.

Af Isak Krab Koed, VU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske ordfører