Klimadebat i CO2’ens tegn

De fleste af os kender efterhånden klimadiskursens grundfortælling: om CO2’en og dens altafgørende betydning for den globale opvarmning. Ifølge den gængse teori om global opvarmning opvarmes Jorden af kortbølget indstråling fra Solen, der bliver i Jordens atmosfære, fordi Jorden omkranses af et lag drivhusgasser som CO2, CH4 og – som den vigtigste – H2O. Når Jorden opvarmes, afgiver den langbølget varmestråling, der sendes ud i rummet – bortset fra den del, der reflekteres tilbage til jordoverfladen på grund af drivhusgasser og skyer. Det er helt naturligt og nødvendigt, da Jordens gennemsnitstemperatur ellers ville falde så meget, at den bliver ubeboelig.

Problemet opstår, fordi mennesket i kraft af afbrænding af fossile brændsler og organisk materiale frigør store mængder af især drivhusgassen CO2, der øger forekomsten af drivhusgasser i atmosfæren og dermed den andel af Jordens langbølgede varmestråling, der forbliver i atmosfæren. Drivhusgasserne fungerer altså som glasset i et drivhus – deraf navnet. Konsekvensen bliver en global opvarmning af atmosfæren og dermed Jorden. Men bliver der så ikke blot flere sydfranske feriestrande? Nej, siger klimaforskerne. Den øgede temperatur betyder massiv afsmeltning af polerne, der igen medfører en havstigning, som vil betyde, at lavtliggende egne af verden vil blive oversvømmet, heriblandt store dele af Holland, og Bangladesh. Desuden kan den store tilførsel af ferskvand svække Golfstrømmen, der medbringer varm luft til Nordeuropa. Hvis Golfstrømmen svækkes tilstrækkeligt – eller helt stopper – er der risiko for en ny istid.

Endvidere betyder opvarmningen, at plantebælter forskydes, så dyrkningsforholdene ændres dramatisk. I nogle lande vil det blot betyde nye dyrkningspotentialer, men fattige områder, hvis hovedsaglige indkomstkilde er landbrugsjord, bliver måske til ørken, så de lokale rammes af hungersnød og enten må sulte eller vandre til mere frugtbare områder, der så bliver belastet yderligere. På grund af disse alarmerende omstændigheder råber blandt andre FN’s klimapanel, IPCC, vagt i gevær.

En vurdering, der er af så enestående vigtighed for debatten om klima og miljø, ikke kun i Danmark, men i hele verden, at den har fået lov at dominere den klimapolitiske debat på en hidtil fuldstændig uhørt facon. Imidlertid er det ikke alle, der er enige i FN’s klimapanels antagelse om, at global opvarmning er forårsaget af menneskeskabt CO2. Andre forskere mener, at global opvarmning er naturlige temperatursvingninger. Disse temperatursvingninger kan observeres i iskerneboringer, hvor man ser på koncentrationen af forskellige stoffer i isens luftbobler. Til det historiske perspektiv hører også forskellige varme- og kuldeperioder, som er forekommet før industrialiseringen og derfor ikke kan være afhængig af en stor CO2-udledning. F.eks. var der i middelalderen en varmeperiode, som gjorde det muligt at dyrke druer i Nordeuropa. Denne periode efterfulgtes af en lille istid fra 1300-1900. I 1920’erne havde vi en usædvanlig varm periode, mens man fra 1945-75 diskuterede, hvorvidt man var på vej ind i en ny istid.

Fremdeles er der en ringe sammenhæng mellem udviklingen af atmosfærens CO2-indhold og temperaturstigningerne – stigningen i CO2s andel af atmosfæren ser nemlig ikke ud til at betyde en proportional temperaturstigning. Derimod ser der ud til at være den sammenhæng, at højere temperaturer øger CO2-mængden. Dette kan forklares med, at havets evne til at binde CO2 forringes, når det opvarmes.

Men hvis menneskeskabt CO2 ikke bevirker klimaforandringerne, hvad i alverden styrer så klimaet? Klimaforskeren Henrik Svensmark har påpeget, at medens der ikke er nogen god sammenhæng mellem CO2-stigninger og temperaturens ditto, er der en meget nøjagtig sammenhæng mellem forekomsten af solpletter og temperaturstigninger. Jo flere solpletter, des mere stiger temperaturen. Det skyldes, at den kosmiske stråling mindskes, når Solens magnetfelt forstærkes – og Svensmark har påvist, at kosmisk stråling påvirker skydannelsen: lav kosmisk stråling er lig med lave temperaturer, fordi lav kosmisk stråling betyder færre skyer.

En anden sag er, at der måske reelt ikke er sket nogen opvarmning – eller i hvert fald en mindre opvarmning, end man antager. De målestationer, der igennem årtier har målt temperaturerne ved overfladen, er nemlig for det første blevet færre, for det andet er de udelukkende placeret på land (som kun udgør ca. 30 % af planeten), og for det tredje lå mange af de målestationer, der er blevet nedlagt (i alt 75 %), på landet – og desforuden har ny bydannelse omsluttet stationer, der tidligere lå på landet, med bymiljø. Det er et metodisk problem, fordi overfladens albedo i bymiljøer typisk er lavere, hvorved temperaturen er op til flere grader højere i byerne end på landet. Denne tendens forstærkes af det massive varmeudslip fra byens bebyggelser. Med satellitmålinger undgås denne unøjagtighed, da de er uafhængige af overfladealbedo og bebyggelse. Satellitmålingerne kan ikke påvise en generel temperaturstigning, men blot, at den varierer uden et fast mønster.

Forudsigelsen af fremtidige temperaturstigninger – der lyder på så skræmmende tal som 5 grader Celsius i 2100 – bygges i sagens natur ikke på målinger. I stedet baserer man profetierne på computermodeller, der har flere ulemper. Mens Jordens klima er et analogt og meget komplekst system, er computermodeller digitale systemer, der kun kan tage hensyn til de variable, der er velkendte – og typisk ikke dem alle på én gang. En computermodel er altså ikke en 100 % skudsikker måde at forudsige fremtiden på.

Undertegnede har ikke den rette akademiske baggrund til for alvor at kunne vurdere, hvorvidt Svensmark og hans kritiske kolleger eller hoben af mediedarlings på CO2-holdet har ret. Derom må forskerne kriges. Det, der er mit ærinde som borger i det danske samfund, der brugte store summer på klimatopmødet COP15, hvor temaerne lagde sig tæt op af CO2-diskursen, er to andre spørgsmål.

For det første: hvilke konsekvenser får det for forskningsfriheden, at én teori har fået lov at dominere i så høj en grad? Det har forskeren Henrik Svensmark (ham med teorien om solpletter som udslagsgivende for temperaturændringer) et bud på: “Min forskning viser jo det, den altid har vist, men politiske og økonomiske interesser har overtaget styringen af, hvilke konklusioner man ønsker at lytte til. Det skævvrider forskningen og giver ikke det bedste grundlag at træffe beslutninger på.”

Professor Ole Humlum udtaler sammesteds: “Der har udviklet sig en ubehagelig tendens til, at synspunkter, der afviger fra FN’s Klimapanel og dermed danske politikeres, bliver mødt med vrede.” Hvis seriøse forskere pludselig står tilbage med oplevelsen af, at folkeliggørelsen og mediernes overfokusering på et bestemt videnskabeligt resultat har medført en endog særdeles svækket lydhørhed over for deres forskningsresultater, er det meget bekymrende. “Klimafornægtere” er forskere, der baserer deres udmeldinger på objektive og tilstræbt eksakte videnskabelige undersøgelser. Hvis den offentlige debat ikke formår at inddrage deres forskning på lige linje med CO2-fløjens, risikerer vi, at vigtig viden og nuancering af klimaproblemstillingen går tabt.

For det andet, og dette spørgsmål er ikke for sarte sjæle, da det har karakter af en udpræget politisk ukorrekthed i brede dele af samfundsdebatten: selv hvis de forskere, der tror på menneskeskabt global opvarmning, har ret, bør vi så prioritere klimatiske ændringer til store beløb højest? Højere end f.eks. underernæring, malaria, urent drikkevand og manglende uddannelsesmuligheder i den 3. verden?

Hvis man tager udgangspunkt i økonomiens grundantagelse om, at der altid er knappe ressourcer, og at man derfor er nødt til at prioritere dem, så de bliver brugt med størst mulig virkning, viser det sig, at overholdelse af Kyoto og eventuelle skrappere reduktionsmål efter klimatopmødet i København langtfra er den måde, hvorpå vi bruger pengene bedst (her defineres bedst som ‘størst mulige resultater til færrest mulig penge’). Prioriteringsmetoden kaldes cost-benefit-analysen og er på dansk grund især personificeret i Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus-konferencer og deres opsigtsvækkende konklusioner. I den miljøøkonomiske disciplin er klimaforskere ikke – som andre steder i klimadebatten – de førende eksperter.

Det er økonomerne derimod. Deres analyse lyder, at ved at give kosttilskud, uddannelse og medicin til verdens fattige, øges deres levestandard betragteligt samtidig med, at deres muligheder for at forsvare sig mod klimaforandringer øges. Satser man i stedet på Kyotoaftalens mål om at nedsætte CO2-udslippet, opnår man en reduktion på 0,07 % til og med 2100. En ubetydelig reduktion, der ligeledes vil hæmme væksten i såvel i- som ulande, fordi den vil ske gennem begrænsninger for industrien vha. kvoter.

Behøver det virkelig at være politisk kamikaze at spørge, om det ikke kan diskuteres, hvor pengene er bedst brugt, ligesom det gøres indenfor alle øvrige politikområder?