VU Viborg søger sponsorer

Venstres Ungdom i Viborg er en livlig forening med omtrent 50 unge liberale medlemmer. Foreningens formål er jævnfør vedtægternes §4 at “arbejde med og sprede oplysning om samfundsmæssige, kulturelle og internationale spørgsmål på grundlag af liberale ideer, samt i tilknytning hertil at søge indflydelse på samfundets udvikling.”


haandtryk

Foreningen arrangerer debatmøder og sociale arrangementer og deltager endvidere i arrangementer og kampagner i Venstre-regi. Omdrejningspunktet for alle disse aktiviteter er VU Viborgs lokaler på St. Sct. Hansgade 11A. De attraktive og velbesøgte lokaler er stedet, hvor politikere fra alle dele af det politiske spektrum krydser klinger i debat; stedet, hvor Viborgs unge liberale samles til fest og fornøjelse og ikke mindst stedet, hvor kampagner, uddelingsaktioner og plakatophængning planlægges og organiseres.

Foreningens hjemsted beliggende tæt ved uddannelsesinstitutioner og byliv er altafgørende for VU Viborgs muligheder for at tiltrække unge liberale og sprede de liberale budskaber effektivt. Lokalerne er desværre ikke gratis, og som frivillig forening er der grænser for, hvor mange penge, vi har at gøre godt med. Derfor søger vi nu sponsorer, der kan være med til at sikre, at vi kan opretholde og udbygge foreningens aktiviteter i 2011.


penge

Som sponsor er du med til at sikre, at der fortsat er en stærk og aktiv VU-forening i Viborg midtby, der kan gøre opmærksom på liberale holdninger og bistå Venstre ved folketings-, kommunal- og regionalvalg.

Herudover får du mulighed for at annoncere efter nærmere aftale på VU Viborgs facade ud til St. Sct. Hansgades befærdede bymiljø. Ligeledes vil VU Viborg naturligvis kvittere for sponsorens generøse bidrag med omtale på nærværende hjemmeside, der har 4-500 unikke besøgende om måneden.