Assimilation – det nye sort?

Vores alle sammens liberale yndlingsrebel, Søren Pind, er som bekendt blevet ny integrationsminister, hvilket rigtig mange VU’ere – inklusive undertegnede – har jublet over i de seneste dage. Knap var Søren Pind dog blevet valgt, før han i diverse medier kom med en række kontroversielle udtalelser om integration og udlændinge. Det nye er ikke, at han udtalelser sig provokerende. Derimod er det nye, at provokationerne nu ikke længere er til fordel for liberalismen. Søren Pind er åbenbart blevet ganske nationalistisk på sine gamle dage, bl.a. med ordrette udtalelser som ”Et multikulturelt samfund fører til ulykker” og ”Tiden er løbet fra integration”.

Hvad skal det nu betyde? Ifølge Søren Pind selv handler det om, at den bedste måde at føre udlændingepolitik på ikke er igennem integration, men derimod assimilation. Integration betyder som bekendt (i denne kontekst), at de etniske danskere og nydanskerne gensidigt tilpasser deres levevis til hinanden, så begge parter indretter sig efter de nye forhold. Assimilation derimod betyder, at det udelukkende er indvandrerne, der skal tilpasse sig efter de danske normer, regler og værdier – de skal praktisk talt selv blive danskere med alt, hvad dertil hører.

Det er klart, at man som indvandrer i et hvilket som helst land er forpligtet til at følge de gængse love og regler. Man skal selvfølgelig også udvise respekt over for normerne, kutymerne og traditionerne i landet. Men det betyder ikke, at man skal tvinges til at opgive sin egen kultur og sine egne værdier. Når Søren Pind og hans meningsfæller i Dansk Folkeparti holder fast i assimilation som den ideelle løsning, er det fordi de glemmer (eller underprioriterer) det helt fundamentale skel imellem den offentlige sfære og privatsfæren.

Politikerne har ikke ret til at lovgive om, at nydanskere skal gå klædt på en bestemt måde, følge bestemte traditioner eller have en bestemt religion. Ligeledes kan politikerne ganske enkelt ikke kræve, at enhver nydansker partout skal anse demokrati som verdens bedste styreform. Sådanne krav og love går ind på et område, politikerne bør blande sig fuldstændig uden om. For slet ikke at tale om, at det vil være grundlovsstridigt, diskriminerende og i det hele taget dybt urimeligt.

Ud fra den ovenstående kritik af assimilation som mål i udlændingepolitikken, er det altså meget svært at forene liberalisme – herunder liberalt frisind over for anderledes tænkende – med idéerne om assimilation. Det liberale må være, at den enkelte nydansker – ligesom ethvert andet menneske – kun skal pålægges så få restriktioner som muligt. Hvis nydanskeren kan klare sig selv, er villig til at lære dansk og ellers agerer inden for lovens rammer, må det som udgangspunkt være tilfredsstillende for staten.

Vi kan ikke kræve, at visse mennesker ændrer deres personlige vaner og kultur, udelukkende for at komme til at ligne en ”rigtig” dansker. For det første er kulturel ensretning ikke i sig selv noget positivt, og for det andet vil et sådant krav være frihedskrænkende. Som liberal må man altid vægte frihed højere end et vilkårligt ønske om, at vi alle sammen skal gå rundt og ligne hinanden.

Hvis Søren Pind fortsat gerne vil være populær i liberale kredse, er det derfor nødvendigt at skifte kurs og trække de ovennævnte udtalelser tilbage så hurtigt som muligt. Hvis han derimod foretrækker at være venner med DF, er der ikke så meget at gøre ved det – men det vil være et stort skridt tilbage for den liberale kulturkamp, der engang var Pinds egen mærkesag.

 Skrevet af Ida Svane Grevlund