EU vakler udenrigspolitisk

De sidste par uger har mediebillet været præget af historier om Libyen, Japan, den tilfangetagede familie i Aden-bugten og Caroline Wozniackis tennisspil mod Hvideruslands diktator. Denne artikel vil dog tage afsæt i den Libyske frihedskamp.

 Man kan ikke komme uden om, at de vestlige nationer og heriblandt EU, har handlet alt for langsomt i forhold til den eskalerende krise i Libyen. De få lande i EU der virkelig har presset på for en hård kurs over for Gaddafi, var Frankrig og Storbrittanien. Det eneste EU reelt set har foretaget sig i den her situation, var at indføre sanktioner over for Libyen – det var i slutningen af februar. Frankrig har derimod handlet yderst dygtigt. De har fra starten anerkendt det libyske råd, kæmpet en kamp for at samle den nødvendige opbakning til en intervention i Libyen og formået at få flere arabiske lande med oven i købet.

 EU har fejlet på det kraftigste som en viljestærk union. Hvor var Baronesse Ashton, EU‘s høje repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, mens krisen har stået på.

Skal vi tages seriøst i resten af verdenen, er det nødvendigt, at vi har en leder for udenrigs- og sikkerhedspolitik, som fremstår stærk, samlende og med de rette lederevner. Hun burde have samlet EU og sørget for, at man havde ageret handlekraftigt over for Gaddafi.  Hun har nu siddet på hendes post i cirka 2 år, og hun har ikke gjort sig synderlig bemærket – yderst anonymt. Man må derfor antage, at Ashton i højere grad agerer som kransekagefigur.

 Den manglende handlekraft i EU kan til en vis grad skyldes krigen i Irak og Afghanistan, især førstenævnte, hvor flere lande har været splittet i forhold til intervention på grund af den manglende FN-mandat. Kort sagt, man frygter at opildne en ny negativ stemning over for vesten. Til trods for dette er det interessant at se, at der er politikere i parlamentet, som har gjort deres for, at EU skulle agere hurtigt og intervenistisk. EU’s præsident har faktisk været fortaler for en intervention i Libyen, dog lykkedes det ham ikke at samle et enigt EU. Følgende citat er fra ALDE´s formand, tidligere Statsminister i Belgien Guy Verhofstadt, “Vi er ikke i stand til at ændre tingene i Japan, men vi har muligheden for at gøre det i Libyen, hvor helte ofrer deres liv for frihed og demokrati. Hvad gør vi for at forhindre et nyt Rwanda eller Darfur? Vi sender fact-finding-missioner til Tripoli. Denne holdning gør mig syg”.

 I VU ønsker vi en stærk fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, dog ser det ud til, at der endnu er lang vej før EU når i mål. Fejlen, sådan som den umiddelbart fremstår, er, at man ikke kan nå til enighed på kompetenceområder nedfældet i traktaten, i stedet prøver man at overtage nye politikområder for dermed at fjerne fokus fra de politikområder, hvor man har svært ved at nå til enighed. Denne uenighed i EU er faktisk til fordel for Danmark som en del af koalitionen af villige nationer. Stod den militære operation til at blive ledet af EU, så ville vi ikke længere kunne være en del af samarbejdet grundet vores forsvarsforbehold, mens et land som Norge stadig kan samarbejde med EU militært.