I’m still fact, she’s fiction…

Dette er ord fra en kendt dansk sang, men kunne ligeså godt være ord om den frihed, man hævder danskerne har i dag.

Danmark som land, som nation og samfund, har en selvhøjtidelighed langt ud over, hvad vi burde. Vi hævder at have frihed til forskellighed, men giver unge mødre under uddannelse højere SU end andre. Dette skaber i virkeligheden større ulighed, og giver samtidig incitament til at få børn under uddannelse. Vi mener, at Danmark er et samfund med frie markedskræfter, men vi er samtidig et land, der forbyder individet at sælge en ydelse, nemlig deres krop og hæmmer de frie markedskræfter ved at støtte tilskud til landmænd, der producere økologiske varer. Dette er favorisering frem for lige muligheder.

Danmark skal ikke ses rosenrødt og utopisk. Danmark er måske rigere på penge end nogle lande, men er samtidig et land, hvor man ikke selv kan bestemme over egen krop, og hvor virksomheder ikke har mulighed for at skabe ærlig konkurrence. Den største, og i mine øjne mest ukrænkelige frihedsrettighed, er den private ejendomsret. Vi har dog i Danmark brudt den for både individer og virksomheder. Vi har fjernet troen på individet, og ud fra et fællesskabssynspunkt bestemt, at man ved bedre. Man har bestemt, at kriminalisere prostitution, at individet ikke selv kender konsekvenserne for sit valg, og giver ikke individet ret til selvbestemmelse over egen krop. Vi har med den højere SU til enlige mødre under uddannelse, gjort det økonomisk gunstigt at få børn, hvor vi burde kræve ansvar for individets handlinger. Vi har ladet fællesskabets synspunkt på erhverv svæve over friheden, og har ladet medlidenheden med den unge mor stå højere end medlidenheden for den knoklende fabriksarbejder, der finansierer de sociale ydelser gennem skatten.

Men vi kunne i Danmark starte et sted. Starte med ikke at være medlem af en organisation, der giver økonomisk støtte til økologi, og dermed forvrænger markedskræfterne. Vi kunne som land sige, at alle studerende har valgt at tage en uddannelse, fordi de mener, det er det bedste valg for deres liv, og dermed også som minimum finansiere deres liv, de har ved siden af, forældre eller ej. Danmark kunne tage skridtet og sige at alle individer, kvinder og mænd, har råderet over egen krop – hvad end det handler om tatoveringer eller prostitution. Vi kunne prøve at gå forrest, tage afstand fra den store stat vi har skabt og give individet plads til at udfolde sig. Vi kunne som land gøre vores til, at samfundet ikke tog beslutninger hen over hoved på folk, men give ansvaret tilbage til det enkelte individ.

Det her handler om Danmark, men er tendenser, der ses over hele verden. Et internationalt samfund der for et godt ord og tre ekstra midtervælgere bøjer frihedsrettigheder, og ser den anden vej. Det at være politiker handler i dag om at være så populær som muligt. Det burde handle om at sikre frihed, og netop turde være upopulær, fordi man ved, det er det, der skal til.

Og når socialisterne ikke vil tage kampen op, og når de liberale har smidt værdierne og blevet semi-venlige overfor ord som velfærdsstat og skat, hvem skal så tage kampen? Ligger vi al vores lid til liberal alliance, og anarko-kapitalistiske bevægelser fjernt fra den politiske scene eller måske det private erhvervsliv, der sidder på pengene?

Jeg håber, for det liberale Danmarks fremtid, at nogen vil være med i kampen.