Udlændingepolitik er blevet symbolpolitik

Danmark er blandt de lande i Europa, der fører den strengeste udlændingepolitik – i hvert fald på papiret. Vi har et pointsystem, en 24-års regel og en lang række andre regler, som alle har til formål at gøre det sværere for udlændinge at komme til landet. Samtidig er vi medlem af EU, hvilket betyder at EU-dommene står over dansk lovgivning.

Flere af de afsagte EU-domme på familiesammenføringsområdet er i direkte modstrid med dansk udlændingelovgivning. De fleste har hørt om Metock-dommen, der medførte at når man først har arbejdet i et EU-land i en vis periode, har man ret til at få familiesammenføring med sin eventuelle ægtefælle. En helt ny og mindst lige så afgørende dom er Zambrano-dommen. Dommen omhandler forældres ret til familiesammenføring med deres barn, hvis barnet er statsborger i et EU-land.

Uanset hvad man måtte mene om EU, er der ingen tvivl om, at disse EU-domme til enhver tid vil være hævet over dansk lovgivning. Det betyder, at hvis man ønsker at komme til Danmark for at bo med sin familie, behøver man principielt ikke at overholde kravene i pointsystemet. I stedet vil man med stor sandsynlighed kunne få ophold i landet med en EU-dom i hånden, hvis dommen er afsagt på baggrund af et lignende tilfælde.

De danske politikere er udmærket klar over, hvilke EU-domme der er blevet afsagt, og hvilke konsekvenser de har for de nationale love. Alligevel bliver politikerne – især dem fra Dansk Folkeparti – ved med at finde på nye opfindsomme metoder til at stramme udlændingepolitikken, selv om det i realiteten ingen indflydelse har på de gældende EU-regler. Derfor er den udlændingepolitik, vi ser i dag, udelukkende symbolpolitik. Regeringen har en interesse i at holde Dansk Folkeparti tilfredse, og alle politikere vil gerne give vælgerne indtryk af, at vi ”selvfølgelig” selv bestemmer vores udlændingepolitik – selv om det ikke er tilfældet.

Betyder det så, at vi bare skal opgive vores nationale udlændingepolitik? Eller måske simpelthen melde os ud af EU? Nej – der er stadigvæk en række ting, vi selv bestemmer over, men det har ikke været specielt meget fremme i debatten. Vi er ikke selv herre over, hvem der har ret til at opnå familiesammenføring i landet, men vi bestemmer selv, hvor mange ressourcer vi er villige til at bruge på nydanskerne.

Når EU-reglerne er, som de er, er det meningsløst at basere al sin udlændingepolitik på at stramme reglerne for hvem, der kan indløse billet til Danmark. Derimod burde integrationsdebatten i langt højere grad dreje sig om, hvor mange ydelser man bør give til nydanskerne. Grunden til, at vi herhjemme nok har verdens strammeste udlændingepolitik, er i høj grad at vi samtidig har en af verdens største velfærdsstater. Denne velfærd vil vi gerne beholde for os selv, uden at alt for mange udlændinge også skal have deres del af kagen. Hvis vi gør op med tanken om, at nydanskere automatisk har ret til diverse sociale ydelser, vil hele udlændingedebatten blive langt mindre problematisk.

Hvis det stod til Venstres Ungdom, skulle vi herhjemme åbne mere op for udlændinge, og ikke konstant spekulere i hvordan vi kan undgå indvandring og familiesammenføring. Til gengæld ønsker vi også at begrænse adgangen til de sociale ydelser – både for danskere og for udlændinge. Så snart vi gør velfærdsstaten mindre, vil vi kunne tage imod flere dygtige udlændinge uden omkostninger for statskassen. Som bonus vil en mindre velfærdsstat også give mere personlighed frihed, mere ansvar til den enkelte og større vækst – så hvad venter politikerne på?