Vesten mangler en plan i Libyen

I 1986 kaldte en af de største amerikanske præsidenter  gennem tiderne, Ronald Reagan, Libyens diktator Muammar Gaddafi for Mellemøstens Gale Hund.  Kort tid efter igangsatte selv samme præsident et luftangreb på forskellige militære installationer i Libyen, som et svar på et Gaddafi-støttet terrorangreb på et tysk diskotek.

Gaddafis styre overlevede angrebet og har derfor kunnet fortsætte med at undertrykke den libyske befolkning. Samtidig har Gaddafi været hovedansvarlig for Lockerbie-attentatet i 1988 og havde i 70’erne støttet despoten Idi Amin med militær isenkram og soldater. Der har gennem årtier altså tegnet sig et billede af en gal diktator uden respekt for menneskeliv eller frihedsrettigheder, og som vil gøre alt for at holde fast på magten i det olierige nordafrikanske land.

Efter Irak-krigen nedlagde Gaddafi Libyens atomprogram for at tækkes Vesten, og for at forhindre at Libyen blev det næste af lande i rækken efter Irak der skulle angribes. Nedlæggelsen af Gaddafis atomprogram er i øvrigt endnu et bevis på, at Irak-krigen var en rigtig og nødvendig beslutning, men i det her tilfælde tjener det bedre som eksempel på Gaddafis iver efter at fastholde magten.

Derfor skal Vesten være særligt opmærksom på Gaddafis handlinger i forbindelse med  den netop etablerede no-fly-zone. For hvor Gaddafi tidligere gav efter for de vestlige krav, har han reageret anderledes denne gang. Senest har han indledt massive angreb på byerne Misrata og Zintan der er kontrolleret af libyske frihedskæmpere. Det forlyder at angrebene har haft adskillige civile tab til følge. Gaddafi har altså ikke tænkt sig at give efter denne gang. Som hans søn Saif al-Islam har udtrykt det vil Gaddafi-familien kæmpe til sidste mand, og intet tyder på at hverken retorikken eller beskydningen af frihedskæmpere og civile bliver nedtonet. Derfor må Vesten træde i karakter. Desværre tøvede FN med at indføre en no-fly-zone, og allerede nu begynder samarbejde at møde interne gnidninger. Koalitionen har tilsyneladende haft overordentligt svært ved at enige om at overlade lederskabet til NATO. Ydermere har den amerikanske forsvarschef Mike Mullen udtalt til amerikanske medier at udfaldet af det amerikanske engagement ikke behøver at ende med Muammar Gaddafis afgang. Men kan følge FN’s resolution om beskytte civilbefolkningen uden at fjerne Gadaffi? Og kan man fjerne Gaddafi uden at sætte tropper i land? Spørgsmålene hober sig op, og konjunkturerne af en koalition uden en egentlig strategi begynder at vise sig. Situationen bliver kun yderligere kompliceret af, at Præsident Obama har udtalt at tiden med Gaddafis lederskab er overstået, for i næste sekund at bekendtgøre at der ikke skal sættes landtropper ind. Lederen af de hidtidige amerikanske angreb, General Carter Ham har da også afvist at Gaddafi har været målet for amerikanske angreb, mens den britiske udenrigsminister har sagt at hvis Gaddafi går målrettet efter civilbefolkningen vil han ikke udelukke at koalitionen vil gå efter at ramme den libyske leder personligt. Endnu engang sås der altså tvivl om strategien og retningen for koalitionens engagement. Herhjemme har Venstres udenrigsordfører også bekendtgjort at der ikke skal landsættes danske soldater i Libyen og kun SF har udtalt sig positivt om at sende kampsoldater ind i kampen mod Gaddafi. Man kan derfor spørge sig selv om vi er klar til at gå hele vejen hvis umenneskelighederne fortsætter? Og er vi klar til at intensivere den militære indsats uden et FN-mandat? Der er mange ubekendte, men én ting står dog lysende klart: Hvis verden skal undgå en situation som i Irak med 12 års flyveforbud, alt imens Sadam Hussein ufortrødent fortsatte sit despotiske styre, bliver vi som minimum nødt til at have en klar strategi. For selvom vi får succes med at håndhæve en no-fly-zone og får svækket Gaddafis krigsmaskine, kan vi så se stiltiende til mens Den Gale Hund genopbygger sin magtbase og fortsætter undertrykkelsen og nedslagtningen af sin egen befolkning? Svaret må nødvendigvis være at det kan vi naturligvis ikke. Slet ikke når det foregår på dørtrinnet til Europa. Derfor bliver vi nødt til at tage debatten om kamptropper i Libyen ikke kan blive nødvendigt.

En forkortet udgave er bragt i dagens Jyllands Posten.