Verdens mest overvågede land: Danmark

Herhjemme har vi desværre flere kedelige rekorder indenfor begrænsning af den personlige frihed. Det er velkendt, at vi har verdens højeste skattetryk, der fratager borgerne en voldsomt stor del af deres egne penge. Det nye er, at tv-overvågningen i Danmark er eskaleret i en sådan grad, at vi nu i alt har 350.000 opsatte kameraer[1]. Det betyder, at der er 1 overvågningskamera for hver 15. indbygger. Dette betyder ligeledes, at Danmark nu har flere overvågningskameraer pr. indbyggere end Storbritannien har – et land, som vi ellers normalt bruger som skræmmebillede i overvågningsdebatten!

Medregnet i de 350.000 kameraer er dog også kameraer opsat af private. VU går ikke ind for, at politikerne skal forhindre private aktører i at opsætte overvågningsudstyr, da enhver naturligvis må bestemme over sin ejendom. Den private ejendomsret går således forud for bekymringerne om overvågningens skadelige effekter. Det, som VU anser for at være det virkelige problem, er den stigende offentlige overvågning – af gader, parkeringspladser, skoler og andre offentligt tilgængelige steder.

Offentlig overvågning er et problem, da det mistænkeliggør og kriminaliserer almindelige mennesker, der blot færdes et bestemt sted. Overvågning er med til at øge utrygheden i befolkningen, da kameraer signalerer, at der er grund til at frygte for sin sikkerhed. Sidst, men ikke mindst, fungerer opsættelse af overvågningsudstyr som en meget udbredt lappeløsning for handlingslammede politikere, der ikke har det politiske mod til at indføre reel kriminalitetsforebyggende lovgivning.

Det er en meget udbredt misforståelse, at kameraer forebygger al slags kriminalitet. Efterhånden er det ganske veldokumenteret, at offentlig overvågning ingen effekt har på spontan kriminalitet, dvs. overfald, voldtægter og drab. Kun af og til kan overvågning forebygge planlagt kriminalitet. Og selv hvis det netop er planlagt kriminalitet (såsom terror), man ønsker at forhindre, kan overvågning aldrig stå alene som forebyggende tiltag. Derfor er det udelukkende symbolpolitik, når politikere får et par kameraer opsat og derefter mener at have gjort, hvad de kunne i en given sag.

En meget aktuel udfordring i forbindelse med overvågningsdebatten er, hvor decentralt beslutningsprocessen omkring kameraovervågning skal foregå. Skal politikerne til enhver tid arbejde hen imod at begrænse overvågning, eller skal de decentrale aktører (boligforeninger, kommuner osv.) selv have lov til at sætte alle de kameraer op i lokalområdet, som de måtte ønske?

I dag har boligforeningerne til en vis grad selv mulighed for at beslutte, om de ønsker overvågning i de pågældende boligkvarterer. Muligheden for overvågning er naturligvis mest aktuel, hvis der er tale om et udsat boligområde med høj frekvens af hærværk og kriminalitet. I et sådant tilfælde vil det ikke give mening, hvis staten skulle forhindre boligforeningen i at opsætte overvågning, da de politiske beslutninger i alle tilfælde bør træffes tættest muligt på borgeren. Der kan være situationer i visse områder, hvor overvågning vil være den mindst dårlige løsning, og da må principperne om nærdemokrati gælde.

Konklusionen er dog – hvis vi ser bort fra privat overvågning og lokaldemokratisk vedtaget overvågning – at den stigende kameraovervågning er frihedskrænkende, på lige fod med det høje skattetryk. Det er ikke en mulighed for individet at undgå kameraerne, da overvågningen foregår offentligt og derfor rammer alle. Vejen ud af overvågningssamfundet er en solid forebyggende indsats samt en konsekvent retspolitik. Overvågning er mest af alt blot en kollektiv straf, der hører under kategorien lappeløsninger frem for mirakelløsninger.

Hvis du vil vide mere om retspolitik kan du melde dig ind i VU’s rets- og integrationspolitiske politikgruppe. Det er helt uforpligtende, og utroligt lærerigt. For mere information, kontakt VU’s rets- og integrationsordfører Ida Grevlund på idagrevlund@vu.dk


[1] http://politiken.dk/indland/ECE1362271/sikkerhedsfolk-overvaagning-er-for-udbredt/