”Et Danmark, der står sammen” – om blå økonomisk politik

Modtagerne er det danske folk, afsenderen er den nye S-SF-R regering, og budskabet er dog mere borgerligt end socialistisk, når det kommer til det økonomiske område. Når man kigger det nye regeringsgrundlag igennem, er der nogle blå aftryk rundt omkring, og under ”Helhedsløsning for dansk økonomi” står der ligefrem, at VK-regeringens økonomiske politik er udgangspunktet for den nye regering. Og bare halvvejs nede på siden ses også udmeldingen om, at skatten på arbejde skal sænkes markant.

Det er selvfølgelig nu mindre skræmmende for den enkelte dansker, at den økonomiske politik ikke ser ud til at være ligeså rød, som man først havde frygtet.

Dog svæver flere danskere nu også i usikkerhed, for der skal ikke kigges mange siders regeringsgrundlag igennem for at se, at der er mange huller, og selvom skatten på arbejde skal ned, øges afgifter, samt der gemmes en masse væk i en skattekommission. For forhøjelse af statens indtægter er også en del af programmet; nemlig ved en større adfærdsregulering af danskerne. Endnu flere afgifter, der indføres for at ensarte danskerne, uden at spørge dem først, og herefter lade dem betale for det.

Endnu vigtigere end de blå økonomiske tiltag er dog de manglede røde forslag. Flere af de linjer, der blev sagt under valgkampen, er nemlig ikke med i det regeringsgrundlag S-SF-R har beskrevet i ”Et Danmark, der står sammen”. Først og fremmest har planen vinket farvel til de 12 minutter. 12 minutter som ingen ved, om nu bliver mere eller mindre, men det hårde arbejde bliver i hvert fald lagt anderledes. Millionærskatten er også et punkt, hvor Socialdemokraterne og Socialistiske Folkeparti tordnede frem. Vi hørte igen og igen om, hvordan de rigeste danskere skulle betale endnu mere end de gør; bidrage endnu mere end de allerede gør.

 Og her er dobbeltmoralen endnu engang stor. For spørgsmålet om, hvordan det kan være, der bliver færre rygere, når man beskatter cigaretter, men ikke mindre arbejde når man beskatter dem, der arbejder allermest, kunne ikke besvares. Dog var det ikke kun millionærerne, der fik en tur, ved at der blev varslet højere beskatning for dem. Bankerne var også et kendt punkt, hvorpå der skulle beskatning til; hvor man ville lade bankerne betale regningen, og dermed bankens kunder. Beskatningen her, der skjult set også skulle betales af danskerne med f.eks. bolig- og forbrugslån, blev dog heldigvis heller ikke til noget. Både bankerne, privatforbruget og erhvervslivet kan derfor ånde lettede op over, at der ikke i denne omgang blev lagt endnu en forhindring i vejen for Danmarks vækst.

Men lad os være glade for, at vi har et land uden både millionær- og bankskat. Et land, hvor der er højt til loftet, og hvor nøglerne kun er til låns.