Klimastrategi skal være en god forretning

Efter en heftig sommer i valgkampens tegn er ungdomspolitikerne i Generation Grøn klar til at knokle for et fælles klimaudspil.

Af Sara Schlüter, ssc@ms.dk

Udviklingspolitik er klimapolitik.

Radikal Ungdoms Christian Schmidt skriver ned efter ivrig debat med Chris Holst Preuss fra VU og Rune Dybvad Simonsen fra DSU.

De tre er samlet til seneste seminar i projektet Generation Grøn, som forener 6 danske ungdomspolitiske organisationer i forsøget på at lave et fælles klimaudspil. Og meget gerne et, som ALLE moderpartierne tager til sig.

Dagens emne er ‘Virksomheder og CSR’ og Filip Engel fra DONG Energys oplæg efterfølges af et ditto fra Novozymes Stefan Mård. Begge taler om bæredygtige løsninger på fremtiden og CSR har her ikke noget med præmieprojekter til markedsføring at gøre.

“Vi opfatter sådan set slet ikke det her som CSR. Det er noget vi regner med er, og skal være, en god forretning,” indskyder Filip Engel midt i forklaringen om DONGs løbende overgang til rene energiformer. “Det er ikke en CSR-strategi, det er vores virksomhedsstrategi,” siger han.

Klimaet tilbage på dagsordenen

Generation Grøn består af Venstres Ungdom (VU), Konservativ Ungdom (KU), Liberal Alliances Ungdom (LAU), Socialdemokraternes Ungdom (DSU), Radikal Ungdom (RU) og SF Ungdom (SFU).

Dagens seminar var det fjerde i rækken og hvert seminar ender med debat og udformning af fælles principper til brug i skabelsen af den samlede klimapolitik. Selvom der langt fra er enighed om alt, nikker de forsamlede ungdomspolitikere alle med på, at klimapolitikken igen skal på danskernes dagsorden.

Blandt dagens pointer er også “Regulering til fordel for klima og miljø skal være mindst muligt bureaukratisk” og “Løsninger skal besluttes på højest mulige beslutningsdygtige niveau”.

Netop beslutninger og handling var også en af de ting, som Stefan Mård fra Novozymes efterlyste i sit oplæg.

“Hvis CO2 prisen går op, så tjener vi flere penge. Derfor har vi en klar interesse i lovgivning på det her område,” forklarer han og fortsætter: “Hvem er ‘best in class’ og kan tjene penge på den mest fornuftige måde. Så lad os sætte det som bench mark, ” siger han.

Ønsket om lovgivning bliver bakket op af Filip Engel, da han svarer på, hvordan vi kommer hen mod de visioner om en grøn fremtid, som begge har fremlagt.

“Det skal være muligt at kunne tjene penge på at løse de globale problemer” siger han og peger på det store behov for at skaffe nok kapital til at investeringer i vedvarende energi.

“Det skal være dyrere at brænde kul. Der skal stilles krav om energieffektiviseringer. Og der skal være ambitiøse mål for CO2-udledning. Og det kan man kun gennem lovgivning”

Klimadebat er kun et lille hjørne

Filip Engel uddyber sine tanker om, hvad der skal ske henover de næste 100 til 150 år.

 “Klimaudfordringen er kun et hjørne af en hel diskussion om, hvordan vi varetager ressourcerne her på jorden. Det handler om at turde have visioner. At lede,” siger han.

 Og visioner er netop hvad Generation Grøn er i færd med at udforme. Og de to oplægsholdere bliver da heller ikke uimodsagt.

 “I må undskylde, hvis jeg er lidt provokerende,” starter Nanna Østergaard fra VU. “Hvordan får vi tænkt jeres fine løsninger ind i en udviklingsdebat og ikke kun en virksomhedsdebat?” spørger hun og uddyber spørgsmålet med frygt for at for høje globale krav vil bremse mulighederne for at udviklingslande udvikler sig.

Debatten går frem og tilbage. Imens skyder Rune Dybvad Simonsen fra DSU et andet spørgsmål på banen: “Det er meget interessant at høre jer repræsentanter for store virksomheder tale om øget regulering. Hvordan får man de andre tunge aktører med på den?” “Det er et godt spørgsmål,” lyder det meget ærlige svar.

Enighed om løsninger på klimaområdet er ikke altid helt nemme at finde, men blandt ungdomspolitikerne er der klar enighed om at blive enige. Og bæredygtighed skal være for alle. Arbejdet med Generation Grøn skulle være færdiggjort op til COP17, som finder sted i slutningen af november i Durban i Sydafrika. Men efter et forår i valgkampens tegn og med ønsket om at producere et gennemarbejdet politikpapir, som både ungdoms- og moderpartierne kan gøre (stor) brug af, har deltagerne besluttet at forlænge perioden til marts 2012.

Du kan læse mere om Generation Grøn på http://www.ms.dk/sw193503.asp

I projektet deltager Jakob Engel-Schmidt, Mads Lange, Chris Preuss og Nanna Østergaard som repræsentanter for Venstres Ungdom.