Det politiske landskab anno 2011

 Så er efterspillet ovenpå valgkampen 2011 ved at være overstået. Den nye regering er udnævnt, og det dertilhørende regeringsgrundlag er færdigskrevet og fremlagt. Derfor er det tid til en kort gennemgang af valgets betydning for det politiske landskab.

Resultatet af valget 2011

For at starte tilbage ved valgets afgørelse, så har det i et par uger stået klart, at Lars Løkke Rasmussen desværre ikke genvandt regeringsmagten, men i stedet måtte lade stafetten gå videre til Helle Thorning Schmidt. Men alt er dog langt fra fryd og gammen i den røde lejr. Socialdemokraterne fik det dårligste valg i 100 år og SF mistede stor vælgertilslutning. Det er derfor yderst ironisk at to af valgets store tabere, nu kommer til at danne regering sammen med de Radikale.

Selve regeringssamarbejdet kan dog heller ikke forventes at blive helt uden problemer.

Situationen er jo, at regeringen skal finde deres flertal hos kommunisterne fra Enhedslisten. Specielt et samarbejde mellem Enhedslisten og de Radikale, synes svært at forestille sig, da de to partier stort set intet har til fælles. Et harmonisk sammenarbejde mellem disse to partier synes at virke lige så usandsynligt som et sammenarbejde mellem NATO og Warszawapagten under den kolde krig.

Eksempelvis ønsker De Radikale økonomiske reformer, som eksempelvis den allerede aftalte tilbagetrækningsreform, hvorimod Enhedslisten overordnet ønsker en revolution, der blandt andet indebærer en statslig overtagelse af produktionsapparatet. Det eneste sted der er sammenfald i de to partiers politik, er stort set i integrationspolitikken, hvor begge partier ønsker en afskaffelse af 24 års reglen. Her står man bare over for udfordringen i, at S og SF er uenige med de to andre partier, da de ønsker at bevare reglen. Så spørgsmålet har lige siden valget været, hvilken politik kan den røde blok egentligt finde fælles fodslag omkring?

Regeringsgrundlaget og de mange brudte valgløfter

Efter et par ugers arbejde fremkom den røde blok så endeligt med deres over 100 sider lange regeringsgrundlag, og hvilken politik er de så kommet frem til?

Overordnet må man sige, at det er et regeringsgrundlag, som er kendetegnet ved mange kompromisser, og når man tænker tilbage på Helle Thorning Schmidts tidligere udsagn om at der ikke kunne flyttes så meget som et komma i S og SF’s økonomiske plan, så må man konstatere, at kommaerne muligvis ikke er flyttet, men det er stort set alt andet.

De famøse 12 minutter er nu definitivt afgået ved døden, Socialdemokratiske mærkesager som bankskat og millionærskat er fejet af bordet, og nu vil man i stedet ganske mod forventning arbejde for lavere skat på arbejde.  

Derfor må fremtiden vise, hvorvidt befolkningen og partiernes bagland accepterer denne flugt fra egne valgløfter. Allerede på dagen for regeringsdannelsen har MF’er Pernille Vigsø Bagge (SF) udtrykt sin vrede over den fremlagte politik, og det er i så høj en grad, at hun eksplicit udtrykker en overvejelse om muligvis at forlade sit parti.

 Den nye opposition

På modsatte side står imidlertid den blå blok, som under valget havde visse uoverensstemmelser. Men allerede få uger efter valget står det helt klart, at Lars Løkke er oppositionens ubestridte leder. Han har blandt andet manifesteret dette ved at indkalde Liberal Alliance og De Konservative til et møde, hvor Venstre blandt andet fremlagde et nyt princip, der går ud på, at man ikke ønsker at indgå i nogen som helst aftaler, der fører til øgede skatter og afgifter. Om den blå opposition vælger at overholde dette sunde og yderst fornuftige princip, kan kun fremtiden vise. Et er dog sikkert, oppositionen er klar til at tage kampen op mod Helles meget urutinerede regering, hvor kun to af de udnævnte ministre har tidligere ministererfaring, og som kun lige lever op til deres eget krav om at 40 % skal være kvinder (der er 39 % kvindelige ministre i Thornings nye regering).

Vælgerne har på mange områder fået en regering, der har tænkt sig at føre en politik, der inden for en lang række emner, fraviger markant for det, de blev valgt på. Det bliver spændende at se frem mod en ny valgperiode, hvor alt tilsyneladende kan ske i det politiske landskab.