Du kan godt selv: Paradigmeskift i dansk udviklingspolitik

I et demokratisk, velstående I-land som Danmark er de fleste enige om, at vi har en forpligtelse til at hjælpe de mennesker, der lever under trangere kår – ikke kun i Danmark, men også i udlandet. En forpligtelse, der nok er moralsk, men også har at gøre med sikkerhedspolitiske hensyn: ønsker vi fortsat en fredelig og fornuftig dialog med vores omverden (og ikke mindst gunstige handelsbetingelser), er det nødvendigt at investere i undgåelse af hungersnød, sygdomsspredning og ekstrem fattigdom.

Denne investering kan naturligvis foregå i privat regi og gør det da også under prædikatet nødhjælp, særligt i tilspidsede situationer, hvor tv-skærmenes billeder af nød og ulykke ansporer folk til barmhjertig gavmildhed. Skal man imidlertid sikre en vis kontinuitet – og ihukommelse af ikke kun den moralske, men også den sikkerhedspolitiske forpligtelse – til den hjælpende hånd til verdens syge og fattige, er en mere overordnet og mindre katastrofefølsom koordinering hensigtsmæssig.

Måske netop derfor er der almindelig enighed om, at en del af borgernes skattepenge i snart sagt alle udviklede lande skal gå til, at der også opretholdes en statslig hjælpende hånd – det, vi kender som udviklingspolitikken. Andelen af den enkelte danskers indkomst, der øremærkes udviklingspolitikken, er ikke prangende, men i kroner og ører er dansk udviklingspolitik en bekostelig affære – faktisk så bekostelig, at Danmark er et af de lande, der i skrivende stund giver den største andel af bruttonationalproduktet til udviklingspolitik. Det er derfor helt oplagt, at der må foreligge en omfattende evaluering af, om de penge, der bruges, resulterer i mærkbare fremskridt i de lande, der modtager dem.

Men hvordan måler man i grunden udvikling? Det er desværre et spørgsmål, der længe er blevet overset – ja, ligefrem afvist som irellevant – i dansk udviklingspolitik. Og meget tyder på, at resultatet af den manglende resultatorienterethed (om man så må sige) har været, at netop resultaterne er udeblevet. Et studium af Martin Paldam, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, viste således i 2008, at dansk udviklingspolitik over en bred kam har haft en effekt – og jeg citerer – ”lig nul.” En ganske nedslående konklusion, især når man tænker på de store beløb, der er ofret på de nyttesløse initiativer.

Givet den ovenstående retfærdiggørelse af udviklingshjælp som en statslig opgave bliver det relevante opfølgningsspørgsmål naturligvis, hvad man kan gøre for at sikre hjælpens effektivitet – og hvad angår dette spørgsmål er man heldigvis nået ikke bare til et svar, men også til et mere liberalt svar end den hidtidige linje. Svaret er selvstændighed. ”Giv manden en fisk, og han får mad i dag – giv ham en fiskestang, og han får også mad i morgen,” lyder et kinesisk ordsprog, og det er akkurat denne filosofi, der er udgangspunktet for en moderne udviklingspolitik.

En filosofi, der modsat tidligere tiders udviklingspolitiske paradigme, som var kendetegnet ved store udskrivninger uden reel dokumentation for effekterne, lægger vægt på at bruge pengene på en måde, der skaber synlige resultater. En filosofi, der med andre ord går efter mest mulig udvikling for pengene – og en filosofi, der som en konsekvens af den resultatorienterede tilgang stiller skarpt på, at det ikke er nok at hjælpe. Skal udviklingspolitikken gøre en forskel, skal den hjælpe folk til at hjælpe sig selv.

Den nye tilgang til udviklingspolitikken stadfæstes formelt i Paris-erklæringen fra 2005, der er underskrevet af over hundrede lande, der er engageret i udviklingshjælpen. Erklæringen betoner nødvendigheden af at udvikle og benytte forskellige mål for bistandseffektivitet for at kunne måle, om udviklingspolitikken skaber resultater. Endvidere lægger erklæringen vægt på, at udviklingspolitikken skal udformes og administreres i overenstemmelse med og til dels af modtagerlandets egne institutionelle strukturer for at skabe ejerskab og gensidig ansvarlighed.

En modernisering af dansk udviklingspolitik har lige siden helt åbenlyst været en påtrængende opgave. Imidlertid har den samtidig været besværlig, fordi fagkundskaben på det udviklingspolitiske område har været præget af en indgroet venstresnoethed. Denne venstresnoethed har bl.a. betydet en stærk modvilje mod det eneste analyseredskab, der kan sikre optimal udnyttelse af bistandskronerne – nemlig cost benefit-analyser, der kortlægger værdien i kroner og øre af forskellige udviklingspolitiske strategier og prioriteringer. Analysen forudsætter nemlig, at man værdifastsætter menneskeliv – og det må man ikke på venstrefløjen. Det er ”inhumant” – også selv om fraværet af cost benefit-analyse qua udviklingspolitikkens deraf følgende ineffektivitet resulterer i flere tabte menneskeliv end brugen af den.

Med Søren Pinds udnævnelse til udviklingsminister anno 2010 indledte regeringen en proces, der skulle modernisere dansk udviklingspolitik i lyset af erkendelsen af, at hjælp kun nytter, hvis der er tale om hjælp til selvhjælp. I den strategi for dansk udviklingspolitik, der er udarbejdet i et samarbejde mellem Udviklingsministeriet og Danida i 2010, Frihed fra fattigdom – frihed til forandring, betyder den nye tilgang, at Danmark fremover fokuserer udviklingshjælpen på færre lande. Herudover lancerer strategien en hidtil uset grad af specialisering i udviklingspolitikken: skal vi have mest muligt for hver bistandskrone, må vi koncentrere os om den type projekter, vi er gode til.

Udover det resultatorienterede islæt udmærker strategien sig ved, at en anden liberal kongstanke, nemlig kombinationen af demokrati og det frie marked, i overensstemmelse med nyere forskning tillægges stor betydning for udviklingen af tredjeverdenslande. Strategien er mere konkret udtryk for den erkendelse, at fattigdom ikke bedst udryddes ved at begynde med fattigdommen selv, hvilket risikerer at skabe et udsigtsløst afhængighedsforhold, men derimod ved at begynde med samfundsstrukturerne og igennem reformer af disse sikre et friere marked og en mere demokratisk samfundsorganisering. Den enkelte borgers større økonomiske og politiske frihed som følge af dette fokus skal gøre borgerne i ulande bedre i stand til på egen hånd at forbedre deres situation, hvilket igen medfører øget vækst og velstand. I stedet for at symptombehandle ved at bruge udviklingspolitikken til at give hjælpen som en art smertestillende medicin, bruger man nu udviklingspolitikken til aktivt at hjælpe patienten af med sygdommen – nemlig den mangel på politiske, økonomiske og sociale rettigheder, som borgerne i mange tredjeverdenslande lider under.

For liberalt sindede kan disse indsigter måske synes banale, og helt forkert er en sådan betragtning næppe. Ikke desto mindre er der tale om intet mindre end et paradigmeskift i den måde, hvorpå vi praktiserer udviklingshjælp. Et paradigmeskift, der nu også er nået til Danmark. Takket være Søren Pind. Vi skal hjælpe ulandene – til at kunne selv!

Af Isak Krab Koed, VU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske ordfører

Anbefalet læsning:

“We’ll always have Paris”. Temanummer af Den Ny Verden – Tidsskrift for internationale studier 2007:3. Udgivet af DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier.

Frihed fra fattigdom – frihed til forandring. Danida-strategien for dansk udviklingspolitik fra 2010.

En (i øvrigt kritisk) RUC-opgave om paradigmeskiftet i dansk udviklingspolitik