Venstres Ungdom vælger nyt formandskab

Venstres Ungdom har på sit årlige landsstævne i Odense valgt nyt formandskab. Ny landsformand er Morten Dahlin, 22 år, studerende ved CBS i København og byrådsmedlem i Greve Kommune. Ny næstformand er Jens Husted, 22 år og statskundskabs-studerende ved Århus Universitet. Landsstævnet var det største i næsten 20 år med mere end 700 deltagere. Morten Dahlin og Jens Husted afløser Jakob Engel-Schmidt og Morten Østergaard Sørensen, der som traditionen byder gik af efter to år i spidsen for Venstres Ungdom.

Nyvalgt landsformand Morten Dahlin udtaler i forbindelse med valget:

”Den nye regering forsøger at sælge sig selv som repræsentanter for ungdommen. Derfor er det nu Venstres Ungdoms opgave at få fortalt den danske ungdom hvordan øget gældsætning, højere skatter og flere forbud kun drejer Danmark i en forkert retning.”

Morten Dahlin opfordrer Venstre til at bruge tiden i opposition til at tænke over regeringsperiodens fejl og mangler:

Venstre gjorde det særdeles godt i den tid Lars Løkke var statsminister, for der blev lagt en klar liberal reformdagsorden. Men i Venstre bliver vi også nødt til, at anerkende de fejl vi lavede mens vi sad i regering. Vi deponerede vores udlændinge- og værdipolitik hos Dansk Folkeparti og vi svigtede kulturkampen om personligt ansvar. De ting må aldrig ske igen, når Venstre kommer tilbage til roret.”