Keynes vs. Hayek i VU Odense

Hvad gør man, når et oplæg bliver aflyst, to timer før det løber af stablen? Man gør da økonomidiskussionen i baren til et oplæg!

Efter en introduktion ved musikvideoen ’Fight of the century: Keynes vs. Hayek round two’ fik Anders Aagaard, en gammel traver i VU Odense, ordet og et whiteboard, og oplægget kunne gå i gang.

Forskellene mellem de to teoretikeres perspektiv blev tegnet op, så alle kunne forstå forskellen imellem at se verdensøkonomien som en motor og et organisk system. Der blev draget en del paralleller til finanskrisen, og en god del af aftenen gik med at diskutere, hvorvidt Keynes’ fremgangsmåde – som er blevet brugt i vidt omfang under krisen – har leveret resultater.

Selv om det i en liberal forsamling aldrig bliver populært at skabe vækst med gæld, var der en vis forståelse for, at det kunne være nyttigt til at undgå en depression i en kreditkrise. Til gengæld var der enighed om, at metoden ikke er brugbar i en tillidskrise!

Ingen tvivl om, at økonomidebatter ikke er for alle – men af og til kan det være rart for den mere nørdede del at få lov at smide om sig med Phillipskurver og multiplikatoreffekter. Det blev der i hvert fald mulighed for i Odense til denne onsdagsaften!