En aften i banken

7-8 %. Det er den andel af befolkningen, der er kunde i Jyske Bank. 20 %. Det er den andel af danskerne, som overvejer at skifte til banken. Altså hvis man spørger banken selv.

Det var en af de mange nye informationer, 18 unge VU’ere fik, da de onsdag d. 29. februar besøgte Danmarks 3. største bank i dennes hovedsæde i Silkeborg.

Det blev til rigtig meget ny viden og rigtig mange nye indtryk. Hvem regnede for eksempel med, at en bank både kan indeholde en kaffebar, et tv-studie og et minibibliotek? Det og meget mere har været en del af Jyske Banks brand siden 2006. Fokus er på tilgængelighed og hygge, når banken servicerer sine kunder – og lige præcis det menes at være grunden til de førnævnte 20 %.

Men eftersom den lille gruppe VU’ere kom i skatte- og finanshenseende, blev det til meget mere end branding og kommunikation denne onsdag aften. Jyske Banks seniorstrateg, Ib Fredslund, fortalte om den globale finanskrise og forudså bl.a. udfaldet af den amerikanske valgkamp. Vinderen bliver Obama, hvis altså ikke økonomien laver et uventet krumspring. Samtidig fik de unge liberale et godt indblik i, hvorfor Kina, oliepriserne og Grækenland spiller så stor en rolle på europæisk økonomi. Om sidstnævnte kunne Fredslund også fortælle, at det altså ikke er første gang, landet har økonomiske problemer. Grækenland har stort set ikke haft andet siden midten af 1800-tallet. Senest med en 32-årig gældskrise i perioden 1932 til 1964. Så tyskerne kan vist godt kigge langt efter de mange milliarder, der lige nu bliver postet i den græske økonomi. Tilbagebetaling tager lang tid – hvis det altså overhovedet er muligt! Seniorstrategen kunne altså fortælle mange interessante ting, men var heller ikke helt blind for, at det var Danmarks liberale unge, han havde fået på besøg. Det løftede derfor stemningen væsentligt, da han viste en graf over boligpriserne i sidste 10 år. Priserne faldt i 08-09. Det siger jo sig selv, der var krise. Men sjovt nok fik de igen et ordentligt hak nedad i efteråret 2011. Gad vide, hvad der skete i efteråret 2011?

Det førnævnte tv-studie fik også en præsentation. Og den er god nok. Der er ikke tale om et lille rum med et håndholdt kamera, men derimod et køreklart tv-studie med alt, hvad dertil hører. Derfra produceres jyskebank.tv. En kanal, der dækker alt lige fra finansverden til musikfestivaler og EM i fodbold. Afdelingsdirektør for kommunikation og teknologi, Steen Mertz, bragte VU’erne gennem den store forandring, banken har gennemgået fra en almindelig ”kedelig” bank til nu at være en tv-station med egen bank, som han kaldte det. Om det er at tale med lidt store ord, kan du som læser så selv tage stilling til.

En masse viden og erfaring rigere endte dagen i kantinen, hvor banken var vært ved sandwich og sodavand. Gratis mad, det er jo noget, alle kan forstå! Jørgen Damgaard, direktionsassistent, fortalte om bankens historie, mens der blev spist og drukket i rigelige mængder.

Det var altså et meget positivt billede af Jyske Bank, VU’erne fik med hjem i bagagen. Om det så i virkeligheden er lige så rosenrødt, som det bliver fremstillet, kan der stilles spørgsmål til, men sikkert er det, at alle havde en god aften i banken.