En kvinde om kvoter

EU-kommissionen har et mål om, at der i 2020 skal være 40 % kvinder i alle børsnoterede virksomheder, og ifølge Politiken er der i dag i Danmark kun 14,8 % kvinder i bestyrelserne. Stine Bosse udtaler i Politiken den 29. februar 2012, at hun efterlyser kvoter, der skal presse flere kvinder ind i bestyrelserne, og det er netop ordet “presse,” der trykker på knappen hos mange. Bare fordi man får en kvinde ind i bestyrelsen, betyder det jo ikke, at man har fået den mest kompetente ansøger.

Jeg vil aldrig byde mig selv som kvinde at tænke, om jeg mon har fået stillingen, netop fordi jeg er kvinde – jeg vil vide, at jeg er den bedst egnede, fordi jeg kan tilføre noget godt til bestyrelsen via mit engagement og min uddannelse. Det er et emne, der har været diskuteret længe, men det ser ikke umiddelbart ud til, at det snart er uddebatteret. Kvinderne på topposterne jubler over disse kvoter, men jeg føler, at det er ligestilling på et helt forkert niveau.  Jeg er fuldstændig enig i, at det vil skabe mere dynamik og diskussion, hvis der kom flere kvinder ind på bestyrelsesposterne, men personligt mener jeg ikke, at man skal tvinge kvinder ind i bestyrelser, da det er en naturlig udvikling, at flere og flere kvinder går efter topposterne. Man kommer ikke nemt til en bestyrelsespost, fordi man er mand, de skal også knokle for det; de skal uddanne sig, få erfaring og networke – dette er også muligt for enhver kvinde, der ønsker det, men hvis de får posten på grund af disse kvoter, vil de ikke få den respekt, de fortjener.

Kvoten trådte i kraft den 1. januar, og står det til Socialdemokraterne, har virksomhederne 4 år til at opnå målet om 40 % kvinder i bestyrelserne. Carlsberg har allerede fået kvinder i deres bestyrelse, og det er super fedt – hvis det ikke var fordi staten havde bestemt det for dem. Det skal ikke være op til staten at bestemme, hvordan bestyrelserne skal se ud; det skal være op til den enkelte virksomhed at vurdere, hvem de synes har de bedste kompetencer og derigennem er bedst egnet til jobbet – mand eller kvinde.