Syrien i en brydningstid

Den seneste tids borgerkrigslignende kampe i Syrien har udfordret gældende internationale retsprincipper. For mens der foregår grove krænkelser af menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder, vælger samfundet at se passivt til. Hvorfor? Først og fremmest på grund af staternes suverænitetsprincip, det vil sige retten til at råde frit over nationale anliggender uden at skulle stå til regnskab for andre stater.

Dog har FN udformet et forbud mod magtanvendelse mod befolkningen i de respektive medlemsstater. FN’s magtanvendelsesforbud, (Art. 2, stk. 4) er dog ikke hævet over retten til individuelt og kollektivt selvforsvar (Art. 51) og kan blive tilsidesat af Sikkerhedsrådet jævnfør rådets beføjelser i forhold til magtanvendelse ved trusler eller fredsbrud.

Endvidere er der komplikationer ved håndhævelse af magtanvendelsesforbuddet, da der tilkommer vetoret til rådets faste medlemmer. Denne indbyggede vetoret har stormagterne Rusland og Kina benyttet til at nedlægge veto mod resolutionen vedrørende konflikten i Syrien, hvilket har medført, at det internationale samfund atter er handlingslammet.

Spørgsmålet er nu, hvorledes man bedst styrker det internationale samfunds muligheder for tiltag til fordel for ofre for grove krænkelser af menneskerettigheder. Lad det stå klart: ingen regering har ret til misbruge sin nationale suverænitet med henblik på at krænke folkets menneskerettigheder eller frihedsrettigheder. Over for disse krænkelser kan det internationale samfund ikke blot se passivt til.

Det har også været en vedvarende tanke, at dansk menneskerettighedspolitik ikke ville se bort for grove handlinger mod menneskerettighederne. Denne rationelle tendens til at sætte handling bag ordene ser vi historisk en lang række bestræbelser på at understøtte fra dansk side, blandt andet ved den humanitære intervention i Kosovo 1999 og senest deltagelsen i Libyen, hvor Danmark bidrog med 4 F-16 fly til den internationale intervention 2011. Denne aktive menneskerettighedspolitik har været med til at sætte beskyttelse af det enkelte menneske og folkeslag over staternes suverænitet.

Over for et påbegyndt folkedrab eller anden humanitær katastrofe må de menneskelige hensyn veje tungere end hensynet til FN-pagtens ord. Der er således et behov for stillingtagen til ændring af vetoretten, da et lammet Sikkerhedsråd kan være med til at umuliggøre handling ved den forestående katastrofe i Syrien.

I henhold til FN-pagten har der været undladt en ændring af Sikkerhedsrådets afstemningsregler, art. 27, således at der ikke kræves alle faste medlemmer, har stemt ja i forhold til art. 27, stk. 3. Der skal i praksis ses på en indskrænkning af muligheden for benyttelse af vetoretten, for at kunne udrede det tilbagevendende problem med et handlingslammet FN.