Civil ulydighed – i liberalismens tjeneste

Vi liberale er fortalere for retsstaten og demokratiet, og derfor skal enhver kamp tages parlamentarisk og lovlydigt – eller hvad? Denne artikel stiller spørgsmålstegn ved balancen mellem at være lovlydig og liberal.

Definition
Civil ulydighed betyder, at en person overtræder loven grundet moralske værdier, som den ulydige sætter over alle borgeres pligt til at følge gængs lovgivning. For at anerkende en handlemåde som civil ulydighed kræves det ret juridisk, at de interesser, der varetages ved at bryde loven, er almene, og at den ulydige bagefter åbent vedgår sin overtrædelse og om nødvendigt tager sin straf herfor.

Gør oprør!
John Locke (1632-1704) anses af mange for at være liberalismens sande fader. Han er en engelsk filosof, som er mest kendt for sine tanker om statens rolle, organisering og kontrakt med folket, ligesom mange kender ham for hans erkendelsesteori empirisme (også kaldet Tabula Rasa) om det frie menneske.

Locke mener, at staten og lovgivningen kun eksisterer, fordi individet afgiver en smule af sin frihed til staten, for at staten til gengæld kan sikre individets resterende frihed og rettigheder. Der indgås således en samfundskontrakt mellem borger og stat. Hertil siger Locke, at såfremt staten forsøger at tilegne sig mere magt, er det ikke blot menneskets mulighed, men direkte pligt at forsvare sin frihed ved at gøre oprør.

Ifølge Locke er det formentlig lidt tid siden, vi skulle have tenderet til civil ulydighed i Danmark, hvor vores privatsfære er blevet indsnævret lidt efter lidt grundet statslig indblanding.
Spørgsmålet er da, om man kan sætte på formel, hvornår civil ulydighed bør accepteres og tilstræbes af liberale. Hvor diktatorisk skal et regime være, og hvilke frihedsrettigheder skal undertrykkes, før vi mener, at civil ulydighed er acceptabelt?

Morgendagens heltegerning
Gårsdagens ulydighed kan vise sig at være morgendagens heltegerning. Det ser vi på det forfatningsmæssige plan, hvor civil ulydighed kan medvirke til et systemskifte – i dette tilfælde kan der også være en hårfin grænse mellem civil ulydighed og revolution. På det mere dagligdags plan ser vi også ulovlige demonstrationer eller brud på tavshedspligten, som legitimeres moralsk og måske endda opnår systemets godkendelse efterfølgende.

Begrebet civil ulydighed, som vi kender det i dag, stammer fra den amerikanske forfatter Henry David Thoreau, som skrev et essay i 1849, hvori han forsvarede den private samvittigheds ret overfor statens krav. Han bruger skattenægtelsen som eksempel under krigen mod Mexico. Som politisk våben blev civil ulydighed brugt fra omkring år 1900 i forskellige bevægelsers kamp for politiske rettigheder.

F.eks. anvendte de britiske kvindesagsforkæmpere, suffragetterne, mere og mere militante metoder i deres kamp for kvinders stemmeret i perioden 1893-94 (hvor kvinderne fik stemmeret i New Zealand og Australien) og frem mod første verdenskrig. Suffragetterne forsvarede deres militante metoder ved at påpege de manglende resultater, de havde opnået gennem fredelige metoder.

I 1909 blev kampen skærpet, og suffragetterne begyndte at sabotere politiske møder og kastede med sten til politiske protester. D. 21. november 1910 skulle et lovforslag om kvinders stemmeret drøftes i parlamentet, og flere tusinde kvinder samledes foran parlamentsbygningen. Den daværende premierminister valgte at udskrive valg i stedet for at tage behandle forslaget, hvorfor kvinderne forsøgte at storme bygningen.

Gandhi & Luther King
Mest omfattende betydning fik civil ulydighed under den indiske nationalistbevægelse, Indiske Nationalkongres’, kamp mod det britiske kolonistyre under Gandhis ledelse og inspiration. Gandhi havde allerede i Sydafrika udviklet sin teori om ikke-voldelig modstand overfor uretfærdigheder, satyagraha, i kampen mod diskrimination af den sorte befolkningsgruppe.

Han overførte her teknikken til Indien, hvor civil ulydighed blev brugt i en lang række tilfælde mod den britiske kolonimagt. Et eksempel på Gandhis konkrete metoder er, da inderne gik imod at statens saltmonopol i 1930, da han (og senere mange andre) fik stor medieopmærksomhed ved at fremstille salt yderst primitivt som et symbol på briternes uretfærdige love.

Martin Luther King i 1960’ernes USA benyttede sig ligeledes af civil ulydighed, ligesom protestbevægelserne mod Vietnamkrigen i 1970’erne på fredelig vis brændte deres indkaldelsesordre til det amerikanske militær. Ligestilling for alle uanset hudfarve, køn og religion må siges at være en liberal kamp og en retfærdig årsag til en eller anden form for om ikke andet så fredeligt oprør.

Civil ulydighed er altså ikke blot Greenpeaces fejlslåede aktioner mod private virksomheder eller venstreorienterede ungdomshusaktivister, der kaster brosten mod politiet. Disse er tværtimod en hån overfor de befolkningsgrupper, der særligt har brug for opmærksomhed og frihed. Det er en overvejelse hos det enkelte individ om, hvornår nok er nok. Staten repræsenterer en række love og regler i samfundet, og når disse træder over de helt basale liberale frihedsrettigheder, må der kaldes til oprør.

Hvornår synes du, det er tid til at sige fra?

Denne artikel er den anden ud af tre i en artikelserie, der stiller spørgsmålstegn ved liberalismens grundlæggende sammenhæng med demokrati, civil lydighed og ikke mindst nationalisme. Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.