Den danske folkeskole er pigernes

I Danmark har vi en offentlig finansieret folkeskole, der bør være et retfærdigt tilbud til alle drenge og piger om at få tage en grundskoleuddannelse på lige vilkår. Drengene og pigerne skal altså have de samme forudsætninger for at komme ud af folkeskolen, men er det tilfældet i dag? Desværre nej, for undervisningsformen passer dårligt til en stor gruppe elever, især mange drenge.

Den danske folkeskole og uddannelsessystemet i almindelighed giver i høj grad de artige piger en fordel. De kan sidde stille, laver deres lektier og forstår alt, hvad læreren siger. Det er bare ikke nok, for selv om der også findes drenge, der lærer på denne måde,  ser vi i højere og højere grad i dagens Danmark, at drengene får dårligere karakterer. Fere drenge end piger falder ligeledes fra på ungdomsuddannelserne, og vi mangler en måde at samle disse elever op på.

Klokken ringer ind, og alle skal finde deres plads. Henrik og Ole kommer kun lige til tiden, når at sætte sig ned og ser nedslået ind mod klasselokalet. Efter frikvarteret skal de tilbage til stolen, bordet, tavlen og læreren, der står og snakker, mens eleverne skal være stille, række hånden op og bare høre efter, medmindre de bliver spurgt. Henrik og Ole er to rimelig intelligente drenge, men de har et problem, for de bliver altid smidt ud. De kan ikke koncentrere sig. Derfor begynder de at drille hinanden og være urolige. Det er uretfærdigt for de andre elever, så Henrik og Ole må uden for døren igen!

Dette kunne være et klassisk eksempel på to drenge, der typisk ikke passer ind i dagens folkeskole. Der findes også piger, der ikke passer til denne tavleundervisning, og dem skal vi selvfølgelig også have med, men hvordan gør vi det? Findes der en måde at undervise på, som får alle elever er med og giver dem med lidt ekstra energi mulighed for at lære på deres egen måde? Selvfølgelig gør der det. Et eksempel på en sådan undervisningsmetode kunne være undervisningsformen “læringsstile.”

Konceptet er simpelt. Lærerne skal sætte sig sammen og opdele børnene i fire kategorier: se-, høre-, røre- og gøre-børn. Her kan se- og høre-børnene oftest arbejde sammen, da tavleundervisning fungerer udmærket for begge grupper, mens røre- og gøre-børnene i stedet skal ud og arbejde praktisk med tingene, så de får lært stoffet, mens de erfarer det fysisk og bevæger sig. Det kræver ekstra forberedelse fra lærerne, men er det besværet værd? Selvfølgelig, for det giver gode resultater!

Nu tænker du sikkert: ”Det kan man ikke, det er aldrig set før!” Der tager du bare fejl. Gauerslund Skole gjorde nemlig forsøget i tv-programmet ”Skolen”, der blev vist på TV2. Gauerslund skole var en fattig skole, hvor det faglige niveau gjorde, at skolen kun lå som ca. 1100-1200 ud af 1600 folkeskoler i Danmark. De fik en ny skoleinspektør, som sammen med en ekspert indførte konceptet.  Gauerslund Skole fik i programmet 100 dage til at skabe en god folkeskole. Lykkedes det? Det tør siges! På 100 dage strøg Gauerslund Skole op ad listen og endte som nr. 100 samtidig med, at skolen fik afholdt flere arrangementer, der bl.a. skaffede penge til en ny skolegård. Konceptet er altså afprøvet med stor succes.

Den danske folkeskole skal som nævnt være en folkeskole til alle. Det skal den, fordi vi alle betaler til den. Igennem læringsstilene kan vi tilbyde eleverne undervisning, der er sjovere, mere aktiv og gør dem klogere. Vi får altså både gladere, sundere og klogere børn. Det hele kan selvfølgelig ikke gøres på én dag, og det kræver stærke ressourcer at få det gennemført, da lærerne skal forberede sig ekstra med opgaverne, men når vi nu i forvejen har verdens dyreste folkeskole, er merbevillinger næppe nødvendige. I stedet bør pengene fordeles ordentligt og bruges rigtigt på de tiltag, der giver resultater.

Det er selvfølgelig ikke fejlfrit, men det vil være et skridt på vejen til at gøre den danske folkeskole til alles folkeskole. En folkeskole, hvor se- og høre-børnene slipper for at blive forstyrret under tavleundervisning og under opgaveløsningen. Derved kan de blive klogere, fordi de kan nå mere igennem. Og samtidig en folkeskole, hvor røre- og gøre-børnene heller ikke tabes på gulvet, men også får noget ud af undervisningskronerne.

Skolegang skal ikke foregå på lærerens vilkår. Den skal foregå på elevens præmisser, så vi rammer eleven på vedkommendes niveau. Det er snusfornuftigt og hamrende liberalt – også i en offentlig finansieret folkeskole.