Helle vinder guld

Der er de konkurrencer, man meget gerne vil vinde, og så er der de konkurrencer, hvor man helst holder sig medaljefri. Mens sommerens slutrunder i EM nærmer sig, har Danmark allerede vundet et helt andet mesterskab. En ny undersøgelse fra Eurostat viser, at Danmark ligger klart i top, når vi måler de europæiske landes skattetryk. Danmarks skattetryk på 47,6 % af BNP i 2010 har givet os guldet, mens Sverige løber af sted med sølvmedaljen for deres skattetryk på 45,8 % af BNP.

Man skulle tro, at dette fik en rød statsminister til at læne sig tilbage og slappe af, men ak. Helle Thorning er en flittig statsminister, og hun er slet, slet ikke færdig med at stjæle borgernes penge endnu. Allerede nu har den røde regering øget skatterne med 6 mia. kroner, og hvad betyder det, at vi mister arbejdspladser, når hun nu har vundet guld i en ærkesocialdemokratisk turnering – Europas absolut højeste skattetryk.

Finansloven 2012 – spar på isvaflerne

Finansloven for 2012 indebar stigninger i afgifter og skat for 5 mia. kr. Bl.a. femdoblede de røde den uhyggelige NOx-afgift, ligesom afgifterne steg på en lang række varer som f.eks. øl, vin, tobak, is, chokolade og slik. Så nyd det nye, lækre sommervejr, men nyd det ikke for meget – din kolde Tuborg er blevet dyrere, og der er kommet en helt ny afgiftsårsag til at sige nej, når børnene vil have en is.

Det slutter dog ikke der. Fra 2013 er der også indført en ny sukkerafgift, som betyder, at bl.a. syltede asier, ketchup og marmelade er blevet de nye syndere i regeringens øjne og derfor stiger i pris i det kommende år.

Thor Møgers Pedersens (SF) dejlige skatteministerium har foretaget beregninger, som viser, at de rødes finanslov reducerer rådighedsbeløbet for en helt almindelig familie med 3.400 kr.om året, når alle de røde skatter og afgifter er indfaset i 2013.

De 3.400 kr. betyder dog ikke bare, at det er markant dyrere at være dansker. Alle de nye afgifter og skattestigninger betyder ligeledes, at arbejdsudbuddet reduceres. I alt trækker de rødes finanslov for 2012 5.000 personer ud af arbejdsmarkedet, hvoraf skatte- og afgiftsstigningerne er skyld i minimum 1.500 personer heraf.

Skatten skal ned, hvis væksten skal op

Vi er slet ikke færdige endnu, for den røde regering er kreative, når det handler om at finde nye måder at kræve penge til statskassen ind på. Da betalingsringen blev opgivet, gik det ud over de danske bilister på anden vis, da man valgte af stramme beskatningen på leasing af biler. De danske bilister bidrager i forvejen med mere end 40 mia. kr. til statskassen hvert år, men S og SF tager gerne 1 mia. kr. ekstra.

Det er forfejlet at tro, man kan bevare det nuværende velfærdsniveau ved at kræve flere penge ind i skatter og afgifter. Tværtimod skal vi have skatten ned, så danskerne får flere penge mellem hænderne og flere arbejdspladser. Helle Thornings kurs for Danmark er direkte mod afgrunden for de af os, der ønsker mindre offentlige udgifter – og på lidt længere sigt styrer hun også direkte mod afgrunden for dem, der ønsker at bevare det nuværende niveau af statslig velfærd i Danmark.

Så ja, Helle Thorning har vundet guld, men lad os håbe, det bliver en medalje, hun vil skamme sig over.