Reflektioner på grundlovsmorgen

Så er det atter Grundlovsdag.  Det er en dag man som venstremand kan være ekstra stolt af, da det var den liberale bevægelse, som Venstre udsprang af, som var de drivende kræfter bag dette stolte dokument for over 150 år siden. Man kalder det demokratiets festdag, og alle andre politisk engagerede, som vil demokratiet det godt, er selvfølgelig lige så berettigede til i dag at fejre, at vi lever i et frit land.

Det er bare synd, at de stort set ikke gør det.

Ja, der holdes godt nok taler over hele landet af politikere, men hvis sidste år var nogen indikation, så er talernes indhold primært rettet mod hverdagspolitikken. Herr Minister Ole Sohn vil fx. “fokusere på den nødvendige sammenhæng mellem orden i økonomien og jobskabelse.” Nu kan man jo ikke forvente af lige præcis ham, at han skal glæde sig ved demokratiet, men det er desværre en generel tendens, rød som blå, at man på denne dag bare holder endnu en politisk tale, som lige så godt kunne være holdt alle andre dage på året.

Det vidner om en politisk klasse, hvis visioner og abstraktionsevne slet ikke ligger i samme højde som tidligere, hvis selv grundlovstalerne er ligegyldig agitation. Det er min forhåbning, at især Venstre-politikerne, nu de er i opposition, kan tage tingene op på et højere niveau end den evige sang om økonomi og velfærd. Men nu må vi se. Jeg skal selv høre Lykke Friis i dag, og selvfølgelig vil jeg også holde mig orienteret om, hvad især Lars Løkke og Søren Pind siger.

Det ville være fælt for demokratiet, hvis de skuffede. Så har man glemt den ånd, som Grundloven blev bygget på.

 

Jeg håber ikke, at jeg ætsede hele jeres sjæl bort.

Nicolai Svejgaard Poulsen.