Sådan får vi råd til indvandring

Danmark har et godt ry i udlandet. Desværre er et godt ry ikke altid lig med penge i kassen. Når det drejer sig om indvandring, har Danmark for eksempel et glimrende ry, men det gavner ikke økonomien. Tværtimod.

Forleden var jeg til et oplæg med den ægyptisk-fødte forretningsmand Enan Galaly, som kom til Danmark i 1967 og arbejdede sig op til en god tilværelse i Danmark. Galaly fortalte, at han i udlandet var blevet spurgt, om det kunne passe, at man som indvandrer i Danmark fik penge for ikke at arbejde? Det lød jo næsten for godt til at være sandt! Galaly svarede, at ja, det var desværre sandt.

Det er muligt at indvandre til Danmark komme på offentlig forsørgelse, uden at man selv har bidraget synderligt til det samfund, der finansierer lediggangen. En model, man måske kan kalde ”åbne grænser – åbne kasser.” For mig at se er det utopi, at et system med åbne grænser og åbne kasser kan være velfungerende. Endvidere vil et sådant system give Danmark et skadeligt omdømme som et lykkeland for de dovne, der vil have penge for ikke at arbejde.

”Åbne grænser – lukkede kasser”
Hvis det ikke allerede er klart, vil jeg understrege, at jeg er fortaler for ”åbne grænser – lukkede kasser.” Det skyldes, at man gennem en model med åbne grænser og lukkede kasser kan sikre sig, at dem, der kommer til landet, er villige til at bidrage aktivt. En effekt kunne også være, at den arbejdskraft, der kommer til Danmark, er kvalificeret til at arbejde i brancher, hvor vi mangler arbejdskraft. Det kunne også tænkes, at modellen på længere sigt kunne være holdningsændrende, da befolkningen måske ikke længere ville stigmatisere indvandrere som borgere på offentlig forsørgelse, når dette ikke længere i samme grad var tilfældet.

Det danske velfærdssystem, som det i dag er opbygget, harmonerer ikke med en åbne grænser-politik. Åbne grænser betyder flere indvandrere, som igen vil betyde større underskud i statskassen, i hvert fald i så gavmild en nation som Danmark. Rygtes det, at Danmark er en gavmild nation, hvor man får penge for ikke at arbejde, kan det ikke undgås, at indvandringen stiger. Dette kunne føre til en meget tom statskasse!

Denne situation skal naturligvis undgås. Jeg mener, vi har brug for en reformering af velfærdssystemet, som fastsætter adgangskrav, der sikrer, at man ikke er berettiget til velfærd, før man har bidraget til samfundet selv. Dermed tager vi ansvar for statsbudgettet og ikke mindst for Danmarks ry. Jeg er ikke imod indvandring. Tværtimod mener jeg, at succesfuld indvandring med dertilhørende integration kan bidrage til et spændende multikulturelt samfund. Men jeg mener ikke, at indvandring skal ske uhæmmet.

Et skridt på vejen mod at realisere visionen om åbne grænser og lukkede kasser kunne være at reformere kontanthjælpssystemet. Kontanthjælpssystemet skal reformeres således, at det dels bliver sværere at komme på kontanthjælp, dels bliver sværere at blive på ydelsen. Således kunne der f.eks. være krav om, at man har været ude på arbejdsmarkedet i længere tid, betalt skat og forsøgt at integrere sig i samfundet, før man kan komme i betragtning til kontanthjælp.

Incitamenter til at arbejde
Åbne grænser og lukkede kasser vil stille krav til dem, der vælger at indvandre til Danmark, om, at de skal arbejde eller uddanne sig. Ved ikke at forære offentlige ydelser væk i en lind strøm, som det i dag sker, men indføre en brugerbetaling for personer uden opholdstilladelse, mener jeg, at man kan skabe incitamenter til at arbejde. Gennem arbejde og dermed skattebetaling ydes et bidrag til statskassen, og dermed kan det undgås, at flere borgere betyder større underskud i statskassen som i dag.

Altså kræver en ændring af den danske model fra ”åbne grænser – åbne kasser” til ”åbne grænser – lukkede kasser” en reformering af velfærdssystemet. Med denne reformering og indførelse af ”åbne grænser – lukkede kasser” bliver det ikke længere muligt at indvandre til Danmark og komme direkte på offentlig forsørgelse. Det vil gavne økonomien og vort ry i resten af verden.

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.