Danmarks EU-forbehold: Retsforbeholdet

Foruden at vinde EM i fodbold sagde Danmark i 1992 også nej til Maastricht-traktaten. Dette affødte fire forbehold overfor de forpligtelser, der er stadfæstet i Maastricht-traktaten. Forbehold, der for Danmark og danskerne har betydet mere frihed til at være ”herre i eget hus.” Denne artikel er den første ud af fire i en artikelserie omhandlende Danmarks forbehold. Hvad har de betydet – og hvad vil de betyde i fremtiden?

Retsforbeholdet

”Med lov skal man land bygge.” Dette fyndord pryder Københavns Byrets facade. Det er meget enkelt og betyder, at vi her til lands må have nogle regler, vi alle er nødt til at overholde for på den måde at kunne opretholde et civiliseret samfund, hvor vi kan leve fredeligt side om side.

Det er ikke kun et ordsprog, der betyder, at man må fundere en nation på en retsstat, hvor lov og orden bliver håndhævet, det er også et ordsprog, der udtrykker ét af de mest fundamentale elementer i ethvert selvstændigt demokrati, nemlig demokratiets mulighed for at føre love ud i virkeligheden.

Med dette in mente må det derfor stå klart for enhver, at en afskaffelse af Danmarks forbehold overfor retlige anliggender vil få  katastrofal betydning for Danmark. Ikke alene, fordi det strider lodret imod demokratiets grundprincipper, men også, fordi det vil bryde med den årtier lange tradition, vi i Danmark har haft for retssikkerhed.

Helt konkret vil en afskaffelse af Danmarks retsforbehold betyde, at et andet land i EU kan få udleveret en borger fra Danmark. Måske funderet på et meget spinkelt for slet ikke at tale om intet bevisgrundlag og/eller et bevisgrundlag, der strider stik imod princippet om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Når den mistænkte – ikke nødvendigvis skyldige, men mistænkte – er udleveret til det pågældende land, er chancerne for, at vedkommende vil opleve brud på almindelig retspraksis for en retfærdig rettergang væsentlig større, end hvis rettergangen havde fundet sted i Danmark.

Der har desværre fundet brud på almindelig retspraksis sted i Danmark, men set i forhold til lande som Italien og Frankrig er hyppigheden af brud overhovedet ikke noget at tale om.

Retspraksis for retfærdig rettergang, som endda er stadfæstet i flere af EU’s egne konventioner, bliver nemlig ikke taget nær så alvorligt i resten af EU som i Danmark. Hvis Danmarks retsforbehold afskaffes, kan vi blive tvunget til at udlevere danskere til rettergang i lande som disse:

Land Antal overtrædelser af alm. retspraksis
Italien 2023
Frankrig 773
Polen 767

(Tallene er udarbejdet af Udenrigsministeriet)

For at sætte tallene i perspektiv har Danmark haft 34 overtrædelser.

En anden problemstilling, der opstår i kølvandet på en afskaffelse af retsforbeholdet, er de kulturforskelle, der unægtelig eksisterer imellem de europæiske lande. F.eks. er straffen for narkotikakriminalitet i Polen væsentlig mildere, end den er i Danmark. Et faktum, der måske skyldes, at kulturen i Polen ikke er lige så fordømmende overfor narkotikakriminalitet som den danske. Afskaffer man det danske retsforbehold, giver man altså EU-systemet mulighed og beføjelser til at bestemme, hvordan retspolitikken skal være i Danmark.

Selv om EU i dag ikke regulerer medlemslandenes strafferammer, kan EU som set i andre tilfælde blot vedtage en forordning, der vil regulere medlemslandenes strafferammer.

Man kan naturligvis ikke være modstander af, at landene i EU samarbejder om kampen imod grænseoverskridende kriminalitet og udveksler informationer derom med hinanden. Problemet opstår blot, når muligheden for at bestemme over hinanden og dermed ensrette forholdene i medlemslandene eksisterer. Eksempler på lignende situationer har nemlig vist os, at det blot er et spørgsmål om tid, før muligheden bliver taget i brug – og blot et spørgsmål om tid, før Danmark ikke længere er ”herre i eget hus”, men tvunget til skal makke ret.