Vores demokratiske problem

Artiklen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

Forestil dig et land, hvor statsoverhovedet kan sidde for livstid. Forestil dig et land, hvor statsoverhovedet ikke kan dømmes ved domstolene. Forestil dig et land, hvor statsoverhovedet bliver født i denne position i samfundet. Og så spørg dig selv dette – er det et demokrati?

De fleste mennesker ville nok umiddelbart forbinde ovenstående med diktaturer i Afrika, Asien og Mellemøsten, men det foregår meget tættere på læserne af denne artikel, end man skulle tro. Som et af de ældste monarkier i verden er ovenstående en beskrivelse af vores samfund og dermed af vores demokratiske problem. Vi har i Danmark et kongehus, der er hævet over alle love, og hvis position i det danske samfund er sikret gennem Grundloven. Året er 2012, og jeg mener det er på tide, at vi tager den principielle debat om vores monarki. Det er på tide at forlade vrangforestillingerne om, at Margrethe, Frederik og de andre ”kongelige” skal have en ophøjet status i forhold til alle andre danskere alene på baggrund af deres slægt.

Det mest brugte argument til fordel for Kongehuset handler om den værdi, de giver til Danmark. Det handler både om den økonomiske og den kulturelle værdi. Der menes at være en høj værdi i at have et kongehus, da royale fascinerer befolkningen – og her menes ikke kun vores egen. Det høres ofte, at den beskedne pris, vi betaler for et kongehus gennem apanagen, tjener sig selv mange gange igen gennem turismen, men også gennem de erhvervsdelegationer, Kongehuset deltager i. Virksomheder, der prøver kræfter i udlandet, får altså også noget ud af et kongehus. Det økonomiske argument vejer tungt for mange mennesker, og det er interessant, at man på den måde er villig til at give køb på demokratiets grundpille – lighed for loven – alene ud fra økonomiske betragtninger. Man mener altså, at pengene i statskassen skal veje højere end hensynet til demokratiet. Hvorfor giver vi så os selv ret til at blande os i andre landes anliggender, når de ligesom os heller ikke har demokratisk valgte overhoveder?

Det andet argument, man ofte hører fra royalister, handler om den kulturelle værdi, der bliver tilført Danmark. Det handler ikke om Margrethes malerier, som jeg ikke vil tillade mig at bedømme her, men snarere om den nationalfølelse, Kongehuset giver danskerne. Kongehuset fascinerer os og får os til at finde sammen foran Amalienborg Slotsplads for at fejre fødselsdage, og det får os til at bruge flere timer foran fjernsynet, hver gang der er barnedåb eller et bryllup. Det giver blade som Billedbladet et eksistensgrundlag, fordi danskerne elsker at læse om de kongelige.  Det er besynderligt, at vi anerkender Kongehusets eksistensgrundlag, når vi kalder os selv et demokrati, og det er især besynderligt, at vi hylder dem, som vi gør.

Jeg mener dog ikke, at Kongehuset er nøglen til vores nationalfølelse – det kan i lige så høj grad være det danske flag, det danske sprog eller noget helt tredje. Noget af det, vi er stoltest af i Danmark, er vores demokrati og vores evne til at rumme mange forskellige holdninger i hvad der må betegnes som et frit samfund. Det burde derfor være i vor alles interesse at udvikle vores demokrati med henblik på at bevare det.

Vores statsoverhoved er af en symbolsk karakter på trods af, at regenten skal underskrive alle love for at gøre dem gyldige. Vores statsoverhoved er ikke valgt af det folk, det er med til at regere over, og det er et demokratisk problem. Et statsoverhoved med den magtfulde position og de magtbeføjelser bringer mindelser om et diktatur specielt med tanke på, at magten er nedarvet. Hvis der er lignende forhold andre steder i verden, er alle danskerne enige om, at statsoverhovedet er nødt til at gå af, fordi folket ikke har valgt vedkommende, men lige så snart det handler om vores eget monarki, er det helt fint for danskerne at leve med og endda give penge til dem gennem vores skattebillet.

En anden indvending mod vores nuværende monarki er, at vedkommende på tronen kan sidde der, så længe vedkommende ønsker og derfor ikke behøver ihukomme sit folks interesser, når der regeres. Man er samtidig sikret, at familien beholder sin magt, fordi det ikke er muligt for andre end kongefamilien at regere i Danmark. Efterfølgerne får en magtfuld position, der er beskyttet mod lovgivningen og folkets dom. Kongehuset kan ikke dømmes ved en domstol, og ligeledes betaler de heller ikke skat eller moms af deres varer. Alligevel behandles de som et kerneelement i vores samfund, som størstedelen af danskerne ønsker at bevare.

Mit spørgsmål er dog bare: Kan vi ikke gøre det bedre? Mit argument er ikke økonomisk eller kulturelt funderet. Det er i stedet et moralsk argument, hvor jeg mener, at Kongehuset er en udemokratisk institution, der er blevet ophøjet af vores grundlov, og som i realiteten umuliggør en betegnelse som et demokrati. De kongelige er over loven, og de er over os. Det er en af grundstenene i et demokrati, der allerede bortkastes der. Vi kunne i stedet have et samfund, hvor et demokrati betød, at man både kunne vælge repræsentanter til Folketinget og til posten som statsoverhoved og ikke som nu, hvor vi kun kan vælge folk til Folketinget, men må tage til takke med dem, der bliver født til rollen som regent. Vi kunne have en grundlov, der beskyttede borgernes frihed over for politikere – der vel og mærke kunne udskiftes, når borgerne ikke længere føler sig repræsenteret, ved hjælp af frie og demokratiske valg.  Det er på tide at gøre op med institutioner, der er en skamplet på vores demokrati. Det er den demokratiske kamp, og den er værd at kæmpe!